“Står på en alpetop, kigger på det sneer, nu er jeg endeligt kommet helt herop, hva` fa`en sku` jeg egentlig her!” Hvem husker ikke Shu-bi-dua`s iørefaldende sang fra 70'erne? Spørgsmålet kunne man lidt ironisk godt stille sig selv, efter man udmattet og svedig efter mange timers hård og intens klatring endelig står på toppen af et af de mange 4000 meter bjerge, der omkranser Saas-dalen i Schweiz.
Der er mange svar på, hvorfor det er så stor en oplevelse at stå på toppen af en højt bjerg. Da George Mallory, deltager i de første tre britiske Mount Everest-ekspeditioner, blev spurgt om det samme, svarede han: “Fordi det ligger der!”
Jeg vil kort og godt beskrive det som magi, også selv om det er svært at beskrive med ord! Lyden af stilhed og det uendelig rum over himlen. Et show af lys og farver, der fortryller. Bjerge i en arene af grænseløs fascination. Eller helt enkelt måske bare: fantastisk!
Så hører du til gruppen af seniorer, der er gået lidt træt af gastronomiske kulturrejser og orientalske badeferier, er her inspiration til nye eventyr. Går du rundt med en skjult bjergbestigerdrøm i maven, som du aldrig har fået udlevet, er her nogle bud på en anderledes ferieform.
Mod toppen
I september måned var jeg på vej mod toppen af endnu en 4000 meter top. Denne gang gjaldt det 4010 meter høje Lagginhorn, der er beskrevet som et forholdvis enkelt og let bjerg at bestige, men også farligt. Flere har mistet livet på dette bjerg, så det var, som sædvanligt, med stor ydmyghed, at jeg gav mig i kast med det. De foregående 2 dage var gået med at vænne sig til højden. Jeg gik nogle dagsture op til omkring 3000 meter, for på den måde at være optimalt akklimatiseret.
Min iPhone vækkede mig kl 06:00, hvor jeg efter et bad gjorde mig klar til dagens klatring. Hotel Tenne småsummede allerede af folk ved morgenmaden. Saas Fee er ikke bare en kendt destination for bjergbestigere og skiløb i vintermånederne, men også benyttet som træningscenter af mange af verdenselitens landholdsskiløbere, som fortræning for den alpine World Cup, der starter op i november.
Sådan en morgen er Dorfstrasse en myldrende livlig gade med alpinskiløbere fra flere europæiske landshold på vej med ski og støvler til Metro Express Alpin, som transporterer dem op på slalom-og downhillpisterne på Allalinhorn.
Efter morgenmaden pakkede jeg det sidste grej i min rygsæk og begiver mig til Postbussen, som skal transportere mig ned til Saas Grund. Jeg havde aftalt at mødes med min bjergfører Marc senest 07:20. Efter et kvarters er bussen i Saas Grund og holder ved kabelbanen, som skal bringe os op til Hohsaas, hvor klatringen skal begynde.
Der er en livlig aktivitet af flere andre bjergbestigere, hvor flere skal på samme bjerg. Der er også en gruppe, som skal på toppen af det 4017 meter høje Weissmiss, et nabobjerg til Lagginhorn. Weismies blev jeg frarådet at gå i lag med i år, da den varme sommer har forårsaget for mange gletcherspalter. I sted blev det så Lagginhorn.
Efter et “Guete Morge mitenand” blev jeg udstyret med mit klatreudstyr, pakkede det ned i min rygsæk, og sammen med Marc gik vi om bord i kabineliften til Hohsaas.
Efter ca. 15 minutter med kabelbanen ser man det store bjergmassiv rejse sig foran sig. På højre side ser man den hvide iskalot på Weismies og på venstre side det frygtindgydende Lagginhorn, som er udset til dagens mål.
Vi står af kabineliften, og det er tid til at få iført klatregrejet. Min bjergfører foretager en kontrol af det, inden bevæger vi os afsted. Jeg har denne morgen ikke fantasi til at forestille mig, at denne forestående klatretur vil blive noget af det vildeste, hårdeste og mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har prøvet.
Opad, opad…
Vi bevæger os i starten af klatreturen ud på randen af gletcherspalter bestående af en blanding af hårdpakket is og sne og iført crampons “klatrejern” og stave. Det første stykke, er ikke så krævende, men snart står vi ved foden af det voldsomme bjergmassiv, der rejser sig majestætisk foran os. Vi bevæger os opad og det er hårdt! Stigninger på 40-50 grader stiller store krav. Vi går på kanten af dybe afgrunde og klippefremspring, hvor jeg tænker ikke bare lidt, men meget over det, jeg har gang i! Falder man ned her, er det i den grad bare slut…!
Ikke to skridt er ens, og der skal udvises stor forsigtighed, hvor man træder. Vi går på ultra smalle klippehylder med klippefremspring, som kun vanskeligt forceres. Her er flere hundrede meter ned! Det brutale terræn varierer voldsomt, og det stiller store krav til fysikken!
Heldigvis er jeg jo godt forankret til Marc, som forhåbentligt bringer mig sikkert til toppen. Marc er født og opvoksen i Saas Fee, og har arvet sin fars bjergførergen. Ham er jeg helt tryg ved. Efter mere end 4 timers hård og intensiv klatring opad, opad og atter opad i det ekstremt udfordrende klippeterræn, står vi endelig på toppen af det 4010 meter høje Lagginhorn. Det er et betagende syn, der møder os… Det er svært at beskrive med ord. Jeg er overvældet og glad. Du har gjort det igen. Nået toppen af en 4000 meter. “Gratulation, super!” udbryder Marc, da vi endelig står på toppen. Der er en enestående udsigt heroppe fra i det klare vejr, som vi er heldige at have i dag.
Udfordrende nedtur
Vi står og nyder stilheden og det betagende syn horisonten rundt, og betragter de mange 4000 meter bjerge som omkranser os, mens andre klatrere stønnende ankommer. Vi snakker lidt om de andre bjerge, vi har foran os. “Die italiener kochen spaghetti heute!, siger min bjerfører, som en kommentar til alle skyerne, der ligger ned mod Italien.
“Wir müssen sofort weiter”, siger Marc efter indtagelse af vand og energibarer og vi gør klar til nedstigningen. Nedturen er næsten ligeså hård, hvor ens koncentration og fysik virkelig kommer på prøve. Hvert eneste skridt skal nøje planlægges, for ikke at skride eller falde på det ufremkommelige underlag af klippefragmenter, som varierer fra kæmpe klippeblokke til småsten og klippeflader, der ligger spredt på vor vej. Falder man her og kommer til skade, kan det blive en dyr fornøjelse at komme ned. Ind imellem kommer der også mindre stenskred udløst at andre bjergbestigere, der er oven over os. Heldigvis har vi hjelm på og er opmærksomme på eventuelle farer.
Hvis opturen er hård og udfordrende, er nedturen det bestemt også! Selv om det går nedad, er det enorm krævende. Selv om jeg ikke vil erkende det, kan jeg godt mærke, at jeg er ved at være mør. De mere end 4 timers opstigning har taget hårdt på min fysik, og jeg må virkelig stramme mig voldsomt an og holde focus og have alle sanser skærpede til det sidste stykke af nedturen. Efter endnu 4 timers anstrengende nedklatring er vi endelig ved foden af bjerget og kan begive os det sidste stykke hen over gletcherplateauet og tilbage til Hohsaas. Jeg er drivvåd, men med en rigtig god følelse i kroppen, da vi sætter os på en bænk inden vi tager kabineliften ned.
Det en af de vildeste og hårdeste fysiske oplevelser, jeg lige kan komme i tanke om. Mine halvmarathonløb, og Birkebeinerritt gennem årene er det rene vand ved siden af dagens oplevelse! Jeg er virkelig dødtæt, da jeg sidder på Hotel Alphas terrasse i Saas Grund og får mig en velfortjent øl. Jeg er bare så brugt, så brugt….!
Uf vieder luege
Om alt går vel er næste sæsons mål det 4545 meter høje bjerg Dom, som er det højeste bjerg i Schweiz på schweizisk grund og det tredjestørste i Alperne Her skal overvindes mere en 3100 højdemeter fra start til toppen. Intet andet bjerg i Alperne har en så voldsom vertikal stigning, så det bliver noget af en udfordring. Forberedelserne er allerede i gang….. Salü samme und uf wieder luege in Saas Fee!
