Fra torsdag den 16. april 2026 lancerer SBB, det schweiziske statsbaneselskab, i samarbejde med RDC Germany (Railroad Development Corporation), en ny nattogsforbindelse fra Malmö og København til Basel i Schweiz. Det står i en pressemeddelelse til SKIAVISEN.
Toget EuroNight vil afgå tre gange om ugen og udvider dermed nattogsforbindelserne fra Skandinavien. Billetterne til dette klimavenlige alternativ til flyrejser bliver sat til salg den 4. november 2025.
Initiativet har fået økonomisk støtte fra det schweiziske forbundsparlament og er en del af den schweiziske lov om CO₂-reduktioner og klimamål.
Med EuroNight-forbindelsen styrker SBB sammen med sine samarbejdspartnere sit internationale udbud og mulighederne for klimavenlig rejseform. Nattoget mellem Malmö/København og Basel SBB vil køre tre gange ugentligt i begge retninger året rundt.
Jomfrutoget afgår fra stationen Basel SBB den 15. april 2026 og ankommer til Malmö morgenen efter, den 16. april. Samme aften afgår det første tog fra Malmö via København med destination Basel SBB.

I København stopper toget ved Københavns Lufthavn og i Høje-Taastrup. Togene fra Basel SBB afgår hver onsdag, fredag og søndag kl. 17.35 med ankomst i Malmö næste dag kl. 09.35. Fra Malmö afgår togene torsdag, lørdag og mandag kl. 18.57 med ankomst i Basel SBB kl. 11.30 dagen efter.
Afgangstiderne fra Københavns Lufthavn torsdag, lørdag og mandag er kl. 19:34 og fra Høje-Taastrup kl. 19:59. EuroNight har kapacitet til omkring 350 passagerer fordelt på sove-, ligge- og siddevogne. Der vil desuden være en afdeling tilpasset rejsende med funktionsnedsættelser samt en restaurantvogn, der har åbent mellem Padborg og Basel.
Billetter til EuroNight fra Malmö og København til Schweiz bliver tilgængelige fra den 4. november 2025 via SBB’s app, på sbb.ch og i SBB’s rejsecentre.
Priserne for pladser ombord på EuroNight vil ligge på niveau med eksisterende nattogsforbindelser fra Schweiz. Prisen for enkeltrejser varierer afhængigt af refunderingsbetingelser og den aktuelle kapacitet i den valgte priskategori.

Sov dig ind i Schweiz
EuroNight tilbyder en bekvem direkte forbindelse til Basel. Herfra kan man nemt fortsætte rejsen med tog til flere attraktive destinationer – f.eks. de pulserende storbyer Genève, Luzern og Zürich, eller til de spektakulære vandreområder i Valais og Graubünden. Der er også gode forbindelser videre til Ticino ved Middelhavet samt til skisportssteder som Davos, Zermatt, Laax, Saas-Fee og Engelberg – alle kendt for skiløb i verdensklasse.
Nattogsforbindelsen mellem Basel, Malmö og København drives af SBB i samarbejde med RDC Germany, et privat jernbaneselskab med mange års erfaring i internationale nattogstjenester.
”Vi er utroligt glade for, at denne togforbindelse bliver en realitet. Ud over at den inviterer endnu flere rejsende til at besøge Schweiz (besøgstallene er steget med 7,6 procent i 2025), understreger den også Schweiz’ faste engagement i ‘Travel Better’ – en strategi, der fremmer bæredygtige rejser til og inden for Schweiz,” siger Matthias Albrecht, direktør for det schweiziske turistbureaus nordiske afdeling.
Nabil Bahous, marketingchef hos Travel Switzerland, tilføjer:
”Denne nye toglinje vil ikke kun skabe en pålidelig og enkel forbindelse mellem Norden og Schweiz, men også give adgang til det schweiziske offentlige transportsystem. For vores besøgende betyder det en fantastisk mulighed for at opleve hele landet med tog, bus og båd på én billet – Swiss Travel Pass.”
Link til billetkøb: Køb billet her
























