Det italienske skiområde Pila i Aostadalen får masser af international opmærksomhed, men er stadig ukendt blandt danske skiløbere. Område og by er værd at besøge og nu kan du komme dertil med dansk rejsebureau.

Beliggende i den norditalienske Aostadal, højt over den historiske by Aosta, kombinerer Pila lækre pister med autentisk italiensk atmosfære og imponerende udsigter til nogle af Alpernes mest ikoniske bjerge som Mont Blanc og Matterhorn.

Nogle af os foretrækker at komme retur til samme område. Andre, og dem er jeg blandt, leder altid efter “nye” områder og destinationer, hvor oplevelsen på ski er i centrum, og hvor jeg får noget, man ikke finder alle andre steder. Pila er et perfekt eksempel på en destination, der leverer høj kvalitet uden masseturisme og som samtidig i dansk kontekst er en ny destination.

Effektiv adgang og stærke sneforhold

En af Pilas største logistiske styrker er den direkte kabinelift-forbindelse fra byen Aosta, som på blot 20 minutter bringer gæster fra storbjergbyliv til højalpin. Samtidig sikrer områdets højde (op til 2.750 meter) og nordvendte pister stabile sneforhold gennem hele sæsonen, som i 2026 først sluttede søndag, den 3. maj.

Pila er et område, hvor også ski-logistikken bare fungerer uden, at det er en satellitby. Du kan bo i denne charmerende italiensk by og løbe på ski i høj kvalitet ved bare at gå ud hotellets skikælderdør – det er en kombination, som mange efterspørger. Samtidig er her masser af charme og atmosfære. Vigtigst af alt er her super mulighed for masser af skiløb på lækre og altid velpræparerede pister.

Ideelt for den øvede skiløber

Med cirka 70 km pister, hvor størstedelen er røde, henvender Pila sig til øvede skiløbere, der ønsker varieret og sammenhængende skiløb uden risiko for kødannelser. Området byder desuden på gode muligheder for varieret familieskiløb og lettere off-piste for de eventyrlystne. Der er er også et par sorte pister, som nok skal give eksperterne noget at løbe efter. Eller måske mere korrekt formuleret; “at løbe på”.

Skiområdet har en kompakt struktur, hvilket gør det nemt at navigere – en klar fordel for både familier og grupper. Du kan både tage på ture og – om ønsket – let komme retur til centralt mødested. En rejsegruppe med forskellige ønsker, behov og skikundskaber kan således let mødes til frokost på aftalt restaurant.

Kunsten at finde nye skiområder og -oplevelser

Rejser til Pila har ikke været muligt med danske rejsebureauer. I hvert fald ikke før kommende sæson. Sne & Snö har gennem en årrække arbejdet på at markere sig som et dansk rejsebureau med særlig evne til at identificere og introducere nye, mindre kendte skiområder til det danske marked. Med fokus på kvalitet, autenticitet og værdi for pengene har bureauet opbygget en position blandt også de skiløbere, der søger alternativer til de klassiske og måske overfyldte destinationer. Jeg opfatter lanceringen af Pila som et naturligt næste skridt i deres strategi.

Italiensk kvalitet uden masseturisme

I modsætning til nogle af de mest kendte destinationer i Alperne tilbyder Pila en mere afslappet og autentisk oplevelse. Her er færre liftkøer (i slutning af marts, hvor jeg besøgte Pila, var der nul kødannelser), bedre plads på pisterne og et prisniveau, der ubetinget ligger under de største resorts.

Samtidig er den italienske gastronomi en central del af oplevelsen, både på bjerget og i Aosta, hvor lokale restauranter serverer klassiske retter fra regionen.

Fakta om Pila

  • 70 km pister
  • Højeste punkt: ca. 2.750 m
  • Direkte kabinelift fra Aosta eller med bil til hotellet
  • Velegnet til øvede skiløbere og familier
  • Stabilt snedække og moderne faciliteter

Aostadalen

Valle d’Aosta er navnet på både en selvstyrende region i det nordvestlige Italien og en 100 km lang dal. Den løber mellem fire af Europas bjergkæmper: Mont Blanc, Matterhorn, Monte Rosa og Gran Paradiso. Tæller man det hele med, så er der 19 forskellige skisportssteder og mere end 800 kilometer pister i bjergene over dalen. På Skiavisen finder du artikler om flere af områderne bl.a.

  • Cervinia fordi skilivet er ikke lutter lagkage – det er også en dans på roser
  • Courmayeur ved foden af Mont Blanc
  • Monterosa Ski: Champoluc, Gressoney og Alagna
  • La Thuile med løb til La Rosière i Frankrig
  • Pila som denne artikel omhandler

Valle d’Aosta er den absolut mindste – knap 3.300 km2 – og tyndest befolkede region i Italien med cirka 123.000 beboere. Dalen er også en vigtig port til Europa via Mont Blanc-tunnelen til Frankrig og Sankt Bernhard-passet til Schweiz.

Forrige artikel60 nye snekanoner skal sikre en stærkere sæsonstart i Trysil i Norge
Næste artikelSt. Anton am Arlberg: Østrigs legendariske skiområde stadig blandt verdens bedste
Per Henrik Brask
Per Henrik Brask, ski- og cykelekspert. Alle skisteder har noget at byde ind med, og gennem egne erfaringer beskriver Per Henrik, hvilke gæster som får størst glæde af skiområdet. Der er en form for brugsanvisning til destinationen. Per Henrik er forfatter til foreløbig otte bøger om cykling og skiløb samt et utal af artikler.