Ischgl er førsteklasses skiløb og legendarisk afterski. Det ved vi. Der tones rent flag med sloganet "Relax. If you can." Det skal du bare ikke forvente, for det er der ligesom ikke lagt op til.

Du skal dog ikke få stress. Slet ikke om her vil være sne sidst på sæsonen. For hvad med snesikkerheden i disse klimaforandrede tider? Tør man tage af sted i slutningen af marts eller i april, når påsken falder sent? Kort svar: Ja. Med 90 % af alle piste liggende over 2.000 meter, og med omkring 1.100 snekanoner, er udgangspunktet godt for en lang og snesikker sæson.

Ischgl, beliggende i Paznaun i Østrig, tæt på den schweiziske grænse, er mere end blot en skisportsby. Den har cementeret sit party-ry med store, internationale koncerter i starten af hver sæson og som sæsonafslutning. Samtidig profilerer byen sig med et stærkt engagement i bæredygtighed som en underbygget add-on til party-ryet. Det sidste er måske mere overraskende for de fleste. De øvrige oplysninger er vist temmelig velkendte.

By, atmosfære og miljø

Ischgl er en langstrakt by med omkring 1.600 faste indbyggere. Hovedgaden er bilfri med caféer, butikker og et livligt afterski-miljø. Den underjordiske gangforbindelse fra centrum til Fimba-kabineliften sikrer nem adgang til pisterne. Og retur til hotellet, når man tager den “forkerte” pist ned til byen.

Barer som Kitzloch, Trofana Alm og Niki’s Stadl behøver næppe nærmere præsentation. Ischgl er desuden kendt for Top of the Mountain-koncerterne, som afholdes i begyndelsen og slutningen af skisæsonen. Navne som Elton John, Robbie Williams, The Killers, Kylie Minogue, Lenny Kravitz og Katy Perry har spillet. I 2024 var det Black Eyed Peas som lukkede og slukkede sæsonen.

Scenen koster en million euro (for en måned), og deltagerantallet afhænger både af kunstneren og sikkerhedshensyn. Typisk er der mellem 15 og 20.000 til hver koncert, som lørdag eller søndag i april ganske gratis rocker med. Til Helene Fischer var der således 25.000 deltagere.

Snowfarming er et miljøtiltag, som Ischgl benytter. Fra deponering af sneen og frem til, at den sæsonen efter atter skal anvendes, smelter blot 20 %. Sneen opbevares hen over sommeren i nabobyen Galtür og anvendes til områdets 80 km langrendsspor.

Områdets akilleshæl

Der er 12.000 sengepladser i Ischgl og 12.000 i Paznaun. Ydermere er der 2.500 sengepladser i Samnaun. Når alt er booket, så er det 26.500 personer plus dagsturister. Det er totalt 10.000 spisepladser i terrænet, hvilket i sagens natur sætter sine begrænsninger i forhold til den noget større senge- og liftkapacitet. Du skal derfor huske at bestille bord, hvis du vil være sikker på at få siddeplads i Rush hour.

Restauranter i terrænet

Muligheder og et par anbefalinger på restauranter på pisten. Husk at bestille bord.

  • Paznauner Taja: Ligger midt i skiområdet og er kendt for traditionel mad samt en solterrasse. Den har også et ry for god afterski.
  • Mountain Restaurant Idalp-Panorama: Et gigantisk restaurantkompleks på Idalp, der tilbyder både selvbetjening og en fantastisk à la carte-del med internationalt køkken.
  • Alpenhaus: Findes på Idalp (2.320 m) og er kendt for sin stilfulde atmosfære og mad af høj kvalitet. Den tilbyder både selvbetjening og en gourmetrestaurant med lounge og solterrasse.
  • Vider Alp: En traditionelt, men moderne bjergrestaurant med hyggelig hytteatmosfære og en solterrasse.
  • Restaurant Pardorama: Beliggende på Pardatschgrat (2.624 m) byder denne restaurant på enestående udsigt og både selvbetjening og en eksklusiv à la carte-restaurant.
  • La Marmotte Restaurant i Samnaun: En specialitetsrestaurant beliggende direkte ved pisten på Alp Trida i Schweiz.

Areal, højder og infrastruktur

Silvretta Arena, som er hele skiområdes navn, strækker sig over både Østrig og Schweiz (Ischgl–Samnaun). Det dækker 239 km præparerede pister, og 46 lifte sikrer en transportkapacitet på op til 97.000 personer i timen. Silvretta Arena dækker et areal på omkring 515 hektar. Det var vinteren 1978/79, at Ischgl og Samnaun i Schweiz blev slået sammen.

Skisportsområdet er fra 1.400 meter op til 2.872 meter over havets overflade med over 90 % af alle piste liggende over 2.000 meter. Den høje beliggenhed garanterer fremragende snesikkerhed hele sæsonen. Yderligere cirka 1.100 snekanoner bidrager til at sikre en lang og stabil skisæson, og selv nederste piste forsøges holdt åbent hele sæson. Sæsonen løber fra sidste weekend af november til første weekend i maj.

Piste

Fordelingen af pisterne er alsidig, hvilket appellerer til skiløbere på alle niveauer. 20 % er blå, 59 % er røde, 16 % er sorte og de resterende 5-6 % er markerede off piste.

Den længste nedfart, Eleven, er en imponerende pist, der begynder fra toppen af Greitspitz og strækker sig hele vejen ned til byen. Pisten har en højdeforskel på over 1.500 m og en længde på cirka 11 km.

Piste 14a / Höllboden har ekstreme hældninger op til 70 % og kan nås via Lange Wand-stoleliften. Området byder derudover på flere røde boulevarder, særligt ved Paznauner Thaya og Höllboden. Populære røde pister fra Pardatschgrat-området er Pister 4 og 5, kendt for deres brede løb og gode sne sent på dagen.

Begyndervenlige områder er centreret omkring Idalp og Höllkarbahn, mens gode skiløbere kan nyde lange løb mod dalen eller udfordrende off-piste-muligheder med lokal guide ved Piz Val Gronda og Ravaischer Salaas. Derudover byder Ischgl på snowparker.

Liftkort

Et liftkort til seks dage og det samlede område (Ischgl og Samnaun) koster knap 3.200 kroner for voksne og omkring 1.800 kroner for børn. Afhængig af sæson. Børn under ti år er gratis, hvis de følges med en forælder.

Icon skipass er et skipas, der giver adgang til flere skisportssteder verden over. Det fulde Ikon Skipass giver både ubegrænset adgang til op til 17 forskellige skiområder i USA og Canada og et begrænset antal dage (normalt op til 7 dage pr. destination) på 41 andre deltagende destinationer.

Ischgl Icon accepterer fra 2025/26 Icon skipass for 7 dage særligt med gæster fra USA som målgruppe.

I Singapore er der mere end 330.000 dollar-millionærer, når du googler det, og der 8 timer i fly fra Japan til Zürich. Ræsonnementet og accept af Icon skipass er også at se disse områders befolkning som målgruppe, og accept af Icon skipass skal lokke dem til Europa.

Europæisk hotspot for Covid-19

Vi kommer ikke uden om at nævne Covid-19. Nok startede pandemien i Wuhan, men det var Ischgl, som blev et centralt europæisk hotspot foråret 2020.

Den centrale smittekilde blev identificeret som afterski-baren Kitzloch. En bartender testedes positiv 7. marts 2020, men eksperter vurderede senere, at smittespredningen havde været i gang ugerne før. Fælles blæs i trillefløjter var ikke en god idé, syntes pludseligt åbenlyst. De østrigske myndigheder blev kritiseret for ikke at lukke området hurtigt nok, og Ischgl blev i medierne døbt “virus-broder” eller “Ground Zero for Europe’s outbreak”.

Apropos corona. Alle andre områder i Østrig var åbne i 2021/22 for lokale beboere men ikke Ischgl pga det grænseoverskrivende skiløb mellem Østrig og Schweiz.

Investeringer

 Ischgl, og Silvrettaseilbahn AG som driver skiområdet, fortsætter med at investere i modernisering og forbedring af infrastrukturen for vinteren 2025/26. Den samlede investering for 2025 og 2026 beløber sig til over 50 millioner euro og 250 millioner euro de næste fire år i alle fire områder.

De primære investeringer er til udskiftning af lifte. Tre eksisterende stolelifte vil blive erstattet af moderne 8-personers “bubble chairlifts”; altså stolelifte med kåbe og sædevarme.

Höllboden C1: Liften har transporteret over 30 millioner gæster siden 2000. Den bliver erstattet af en ny 8-personers højhastighedsstolelift. Kapaciteten øges til 4.200 personer i timen, og tiden for løft reduceres. Den nye lift får en let ændret linjeføring med topstationen mellem piste 10 og 11. Den er meldt klar til sæsonstart 2025/26.

Sassgalun C3: Den nuværende 6-personers Sassgalun stolelift vil også blive erstattet af en ny 8-personers stolelift. Denne forbedring vil øge kapaciteten til 3.400 personer i timen og reducere løftetiden markant. Den er ligeledes meldt klar til sæsonstart 2025/26.

Höllkar C2: Denne lift er planlagt til at blive udskiftet i sommeren 2026 og vil dermed være klar til sæsonen 2026/27. Det bliver den længste af de nye installationer med en kapacitet på 4.200 passagerer i timen og en køretid på 5,1 minutter.

De gamle lifte planlægges at blive genopbygget i andre tyrolske skiområder. For eksempel vil Höllboden-liften blive genbrugt i See skiområdet som “Familienglück” stoleliften. Tagene, med et samlet areal på 1.200 m2, på de nye liftstationer får solpaneler og en total effekt på 275 kWp.

Rejsebureau

Vi – denne rejseskribent og yngste datter – rejste med Højmark Rejser. Rejsen købte vi online og uden liftkort. Højmark Rejser stod for alt andet. Det vil sige fly, transit, hotel med halvpension og guider.

Det lokale turistbureau og det statslige østrigske bureau i Danmark var så venlige i samarbejde at tilbyde liftkort og gratis skileje. De har ikke haft indflydelse på artiklen. Ydermere var vi så heldige at blive inviteret på to frokoster på hhv Mountain Restaurant Idalp-Panorama og Alpenhaus (Mountain VIP Club). Den ene restaurant bedre end den anden.

Vi boede på Hotel Abendrot. Rejsebureauet skriver bl.a., at (citat) “den helt rigtige og hyggelige Alpestil er velbevaret” og med en (citat) “beliggenhed blot 50 meter fra pisten og 50 meter fra gågaden, så er det svært at bo mere centralt i Ischgl. Og derudover bor du i smørhullet mellem de to centrale hovedlifter, Silvrettabahn og Fimbabahn/Pardatschgratbahn, som gør beliggenheden endnu mere unik.” Der er faktisk ikke meget at tilføje – det skulle lige være, at du næsten kan løbe på ski til døren, mens der er et par hundrede meters gang til Silvrettabahn, som i parentes bemærket har morgenkø på 10-15 minutter.

Vi var afsted slutning af marts 2024 og havde fantastiske forhold. Det havde sneet ugen inden, og her var masser af sne og en strålende forårssol. Vi fik løbet mange km på ski og målopfyldte på denne måde at forstå: Relax. Enjoy. Yes we could.

Forrige artikelOrsa Grönklitt: Nu kan danskerne stå på ski i en kæmpe kanelbolle-bane
Næste artikelSkieventyr med reflektion og fordybelse i Mürren i Schweiz
Per Henrik Brask
Per Henrik Brask, ski- og cykelekspert. Alle skisteder har noget at byde ind med, og gennem egne erfaringer beskriver Per Henrik, hvilke gæster som får størst glæde af skiområdet. Der er en form for brugsanvisning til destinationen. Per Henrik er forfatter til foreløbig otte bøger om cykling og skiløb samt et utal af artikler.