”Obertauern er min 'go to' destination. Altid perfekt sne, rimelig plads på pisterne og så et par gode hytter. Cool med ski-in og -out næsten over alt i byen”. Dette er direkte citeret fra en gymnasiekammerat, da han hørte, at jeg for første gang skulle til Obertauern.
Med sådan en besked kom mine forventninger helt i top, og jeg kunne kun glæde mig. At forventningerne bestemt blev indfriet, kan jeg indledningsvist bekræfte. Jeg vil dog gerne starte der, hvor skiferie konkret begynder; nemlig med transporten. Også her var forventningerne pænt skruet op. Jeg skulle nemlig med toget direkte fra Høje Tåstrup Station til St Johann im Pongau og så en kort bustur arrangeret af rejsebureauet videre til Obertauern.
Inden afrejse forestillede jeg mig at check in på togperronen en halv times tid inden afgang fredag eftermiddag og så bare daske ned i togsædet, nyde medbragt mad og ellers totalt at afstresse i forhold til vejr, biltrafik og andre forhold, der kan forstyrre og genere starten af ens ferie.
Snälltåget virker!
Det var min lillebror og jeg, der skulle på ski sammen, og vi havde aftalt at mødes på stationen. Den ene med billetterne, den anden med frisk sushi og et par øl. Det var 5. januar, det var mørkt, koldt, og der var sne. Ikke at skulle sidde i en bil gennem det halve Danmark og det hele Tyskland i snevejr og med arbejdsugen i kroppen var temmelig opløftende. Udsigten til senere at blive vugget i søvn talte også på plussiden.
Ærligt. Vi havde håbet at få en kupé for os selv. Det fik vi ikke, men hurtigt konstaterede vi, at det var hyggeligt at møde og dele ”værelse” med Tove og Preben med hvem, det viste sig, at vi havde mange fælles venner og bekendte. Det kunne let være endt med en fest, men vi blev enige om at gå tidligt til køjs. Det kræver nemlig konsensus i kupéen om, hvornår man omdanner fra sidde- til sovepladser.
Snälltåget, som er operatør, er et privat svensk togselskab, der om vinteren kører fra Malmø med stop i Høje Tåstrup, Odense og Kolding. Snälltåget kører uden offentlige tilskud eller anden support og har udelukkende sin berettigelse ved at have de rigtige ruter og yde en service, som gør at kunderne tager toget. Deres, Snälltågets, vision er, at togrejsen skal være så meget mere end blot transport. At rejse komfortabelt og samtidig være sammen med familie og venner, mener de, er en god start. Jeg kan slet ikke være uenig. En klassisk togrejse skal også indeholde noget godt at spise og drikke, proklamerer de. Snälltågets restaurantvogn er fin og fungerer. Det er en gode idé at bestille bord.
Toget gør mange holdt undervejs. Der ventes på spor og køreledninger, da toget er 100 % eldrevet. Et stop betyder således ikke nødvendigvis en af- og påstigningsmulighed. Husk derfor også at holde øje med, hvornår du skal stå af toget. Der er ingen fælleskald, som fortæller, at gæster til konkrete skidestinationer nu skal stå af. Her er du 100 % din egen guide og selv ansvarlig for at komme af og videre. Vi skulle af i St. Johann im Pongau, som er første rigtige stop, og vi var tæt på at misse det, for det var hyggeligt at sidde i restaurantvognen og sludre med de andre forventningsfulde skigæster uden tanke på at skulle af toget og videre.
Go to Obertauern
Obertauern ligger i Salzburg-regionen, og byen har indlysende udviklet sig siden de første hoteller åbnede i 1940’erne. Særligt den øvre del af byen er stadig ganske charmerende med god veksel mellem gamle og moderne huse og hoteller.
Byen tilbyder et bredt udvalg af indkvarteringsmuligheder fra luksushoteller til hyggelige pensionater og lejligheder med ski-in/ski-out. Obertauern er og bliver mest et skisportssted. Det er også en kvalitet, og den strækker som mange skibyer i en dal mellem et par bjergsider med direkte adgang til og fra pisterne. Obertauerns skiterræn ligger mellem 1.630 og 2.313 meter over havets overflade. Den officielle højde for byen er 1.738 meter, hvilket er højt efter østrigske forhold. Og ja, mine forventninger blev indfriet. Obertauern er så meget et besøg værd.
Der er omkring 100 km pister og 26 lifte. Ikke meget sammenlignet med så mange andre steder i alpelandene. Pisterne er spredt godt ud, hvilket gør, at du vil opleve området som større. Der er en overvægt af blå pister med 61 % og 35 % røde plus 4 % sorte. Et par anbefalinger.
Gamsleten (øverst piste nr. 2 og nederst 1) er først sort så rød. Pisten er kendt for sine pukler. Det er samtidig en af de stejleste og mest teknisk krævende i området, og den kan være en stor udfordring selv for erfarne skiløbere. Zehnerkar som er rød uanset, hvilken en pist du vælger at løbe. Der er kabinelift fra bund til top.
Hundskogel giver mulighed for et par variationer over rødt og så en markeret off piste. På de røde pister er der flere stejle og spændende sektioner. Det er områdets højeste start. Seekarspitz er en anden mulighed med dels et par røde pister og en enkelt sort. Om ikke andet så løb dem for den nærmest spektakulære udsigt over Obertauern. Schaidberg er en af de længere og mere udfordrende af de sorte pister i Obertauern. Fra top til bund af liften kan du også løbe blåt hele vejen.
Er du til knap så stejle og udfordrende pister, er der en del blå pister at anbefale. Det er bl.a.
Grünwaldkopfbahn, der både har blå og røde nedfarter og så selvfølgelig både Edelweissbahn og Zentralbahn der begge giver adgang til flere, gode og ganske underholdende blå pister.
Restauranter
Obertauern, og østrigske skiområder generelt, har de seneste år i den grad skruet op for kvalitet og autenticitet i både terrænets og byernes restauranter og spisesteder. Traditionelle østrigske måltider tilberedt af lokale råvarer og med tvist af internationalt køkken synes at være opskriften på lækker mad. Et par anbefalinger med inklusion af after ski.
Dikt’n Alm er både hotel / pensionat og restaurant (Radstädter Tauern) og udført som en rigtig bondestue med masser af træ og den obligatoriske brændeovn. Ejes og drives af familien Mooslechner-Thurner, som er meget synlige i både madlavning og betjening. Det blev vores mere eller mindre faste formiddagskaffested. Og vi fik endda kredit en formiddag med ordene: ”Betal senere. I kommer jo igen i morgen”.
Latsch’n Alm, hyggelig afterski bar og restaurant med adgang både direkte fra pisten og via hovedgaden i Obertauern. Traditionelt østrigsk køkken fra frokost til midnat.
Lürzer Alm også både restaurant og som de selv siger ”Après-ski cirkus”. Her mangler heller ikke noget, hvad angår shows, DJs osv.
Achenrain Hütte, der ligger på den ”modsatte” side af dalen. Restaurant siden 1929 proklamerer de. Du får et par hundrede meters skiløb ned – enten en stejl pist eller den mere rolige, der er lidt længere – fra stoleliften Gamsleitenbahn 1.
Praktisk information
Sæsonen i Obertauern strækker sig normalt fra slutningen af november til begyndelsen af maj. Destinationen er let tilgængeligt med bil (de sidste 20 km på landevej ellers motorvej), fly (hvor Salzburg lufthavn ligger cirka en time væk) eller tog (den nærmeste togstation er Radstadt; blot 20 minutter væk). Tager du Snälltåget er nærmeste togstation som nævnt St Johann im Pongau og derefter en bustur på 60 minutter inklusive montering af snekæder. Snälltåget kører retur lørdag aften, og det er muligt at nå syv hele skidage; med lidt held faktisk syv en halv, hvis du er hurtigt ude, når du ankommer.
Vi rejste med rejsebureauet Nortlander, boede på Heart Hotel Aurora og gav omkring 11.000 kroner pr. person inklusive lækker halvpension og liftkort til seks dage. Nortlander står for det hele. Du skal ikke booke togplads, transit eller på anden måde foretage dig andet end at møde til tiden. Toget venter ikke!
Heart Hotel Aurora ligger, så du blot skal gå over vejen, og så kan du glide ned til første lift. Du kan næsten også løbe hele vejen retur, og der er ikke meget traversering. Hotellet har skandinaver som tjenere, mens resten er lokalt personale. Det fungerer godt.
Det sneede og var lidt koldt i uge 2, hvor vi var afsted, så vores after ski foregik mest på hotellet, foran den åbne pejs. At vi om torsdagen også deltog i den fælles banko-musikquiz nævner jeg mest for i en bisætning at sige, at vi var så heldig at vinde en af hovedpræmierne; to drinks i hotellets egen bar, der også fungerer som naturligt samlingssted inden dinner.
Foran hotellet og under sneen, der i januar var masser af, gemte en terrasse sig. Jeg har været på tilstrækkeligt mange skiferier senere på sæsonen til, at jeg kan forestille mig, hvordan en sydvendt terrasse adderer til hyggen efter dagens skiløb.
Heart Hotel Aurora byder også på wellness-afdeling med pool, dampbad og to forskellige saunaer. Massage arrangerer hotellet også gerne. Hotellet er nyistandsat og fremstår moderne og tidssvarende.
Hvorfor tage toget på skiferie?
Bagage uden vægtbegrænsning og let af- og påstigning
Stressfri dækker meget godt over en af fordelene ved at vælge toget. Ombordsting (og afstigning når du er opmærksom på køreplanen) og selve transporten er bare let og sker uden stress. Du undgår besværet med at skifte mellem forskellige transportmidler eller at skulle gennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen. At sætte sig ind i toget og så ellers bare at slappe af er en bekvem måde at starte og afslutte sin ferie på.
Det er ikke vægten men volumenen på din bagage, som sætter begrænsninger. Du skal i modsætning til flyrejser ikke tænke på, hvad din bagage vejrer.
Stabil drift under de fleste vejrforhold
Toget har robusthed og evne til at køre uanset vejret. Om det stormer eller sner, kan du regne med, at toget kører. Det eliminerer bekymringer omkring vejrrelaterede forsinkelser eller aflysninger, som man kan opleve ved flyrejser.
Trafikale forhold behøver du heller ikke spekulere over. Der er ikke noget med ”stau” på jernbaneskinnerne.
Tidsforbrug
Det er ikke hurtigere. Normalt tager det med tog længere tid at nå frem sammenlignet med bil og fly. Mens toget til Østrig måske tager op til 20 timer, kan en bilrejse tage omkring 12-14 timer, og en flyrejse kan tage cirka 6-8 timer. Dør til dør. Totalt set er toget ikke den hurtigste måde at nå destinationen på, men det kan være den mest behagelige og som nævnt den mest stabile, når vejret driller.
Miljø
Der er vist klar evidens for, at toget er en mere miljøvenlig rejsemetode sammenlignet med bil og fly. Snälltåget er 100 % eldrevet, og det skal flere steder undervejs vente både på spor og køreledninger.