Vinteren 2024 var varm. Det var en snefattig sæson, og det regnede, når det burde sne. Så tør man efterhånden tage på ski i ydersæsonen? Ja, vil jeg sige. Midt i april 2024 gik turen til Serfaus-Fiss-Ladis, og det væsentligste og størstedelen af området var stadig fint snedækket.

Vi fik masser af skiløb. Der var ikke mange andre på ski, og alle pister højere end 1.500 meter var åbne og fine at løbe. Højere end 1.800 meter var der i april slet ikke snemæssige udfordringer, og alt var hvidt. Sneen er våd og tung i slutningen af sæsonen, men sneen er der, og slosh ice kan også noget skimæssigt.

De fleste af os skiløbere besøger ikke skidestinationer om sommeren. Hvis vi gjorde, ville vi i Serfaus-Fiss-Ladis bemærke meget græs på skråningerne og ikke så mange løse sten. Det har om vinteren den store fordel, at der ikke skal så meget sne – sålen kan simpelthen være tyndere – på pisterne, før sæsonen kan startes, og den kan trækkes i længere tid, når der ikke er risiko for at løbe hen over sten men blot græs. Vi var her i uge 15, og selv i 2024-sæsonen, som var varm og snefattig, var alle de øverste pister i Serfaus-Fiss-Ladis var som nævnt åbne med afgjort tilfredsstillende skiløb.

Serfaus-Fiss-Ladis er tre tyrolske byer i et og samme skiområde. I 1999 blev Serfaus slået sammen med Fiss og Ladis, som allerede var sammenhængende.  Integrationen mellem Serfaus og Fiss-Ladis skete med etableringen af Schönjochbahn, og i dag markedsføres de tre byer under ét. Bemærk bindestregerne i det fælles navn; Serfaus-Fiss-Ladis.

Serfaus-Fiss-Ladis ligger mellem 1.200 og 1.400 meter, og her er i alt i terrænet 214 kilometer præparerede pister fordelt på 47 km blå, 123 km røde og 28 km sorte pister plus 16 km markeret off pist. Terrænet ligger i op til 2.828 meters højde. Her er nogle af mine anbefalinger.

Masner

Når du ser på pistekortet, ligger området helt ude til venstre. Der er primært sort og rødt. Pist 144 er markeret off pist, som også kan anbefales. Masnerkopf er med 2.828 meter højeste start i hele Serfaus-Fiss-Ladis. Pezid er med 2.770 meter næsthøjest, og herfra løber en enkelt blå, lang pist (148) samt to sorte og en markeret off pist.

Komperdell

Et godt område for børnefamilier og begyndere. Her et bredt udvalg af blå og røde pister samt gode faciliteter for børn​. De blå pister Mittelabfahrt og Panoramaabfahrt samt de røde Gampenabfahrt og Planseggabfahrt bør du alle løbe mindst en gang. Glem ikke at tage til toppen af Plansegg (2.376 meter) herfra kan du løbe lidt sort, mere rødt og så den lange blå pist, som har nummer 105.

Fra Serfaus kommer du hertil med enten Komperdellbahn eller Alpkopfbahn. Det er her, du finder Bertas Kinderland, som er et dedikeret område for børn og begyndere, hvor de kan lære at stå på ski i et trygt og sjovt miljø. Det er i øvrigt også fra toppen af Komperdellbahn, at du kan kælke (pist 96 og 91) hele vejen ned til Serfaus.

Zwolferkopf

”Bagsiden” af Fiss har Zwolferkopf som højeste punkt på 2.596 meter. Pisterne er nordvendte og højtliggende med laveste liftstart i 1.882 meter. Det er her, du skal søge hen, hvis resten af området skulle mangle sne. Alle pisterne er røde og sorte men ikke værre og sværere end, at også letøvede vil kunne løbe mange af dem. Der er to minusser ved denne del af Serfaus-Fiss-Ladis. Det ene er, at her er meget vindfølsomt, og Almbahn (kabinelift) lukkes som den første. Andet minus er, at der i højsæsonen er voldsom kø her. Her er så lange køer, at der er skilte på toppen, som viser tiden i liftkø med formålet, at du kan vælge den lift med mindst kø. I slutningen af sæsonen var her heldigvis 0,00 minutters kø. Vi var næsten helt alene.

Schöngampbahn i Zwolferkopf-området slutter i 2.509 meters højde. Her starter Frommes-pisten (7), som er en rød på mere end 7 km og med en højdeforskel på cirka 1.000 meter. Du kan løbe både til Fiss og til Ladis fra toppen.

Måske du her også bemærker til en kube på toppen af Zwölferkopf. Crystal Cube er et unikt og eksklusivt spisested beliggende i knap 2.600 meters højde. Det er en lille gourmet-restaurant indkapslet i glas med spektakulær 360-graders udsigt over de omkringliggende alper. Husk forhåndsreservation da restauranten kun tilbyder én privat spisning for op til otte personer​. Og så kan du faktisk også blive gift i Crystal Cube.

Facts

  • 30 pistemaskiner kører natten igennem for at præparere pisterne
  • 1.250 snekanoner producerer kunstsne, som udelukkende består af luft og rent vand
  • 1.000 ansatte skiområdet i vintersæsonen
  • 22.000 skiløbere er på pisterne i højsæsonen

Den underjordiske bane i Serfaus, kendt som Dorfbahn Serfaus, er et spændende kabeltrukket tog. Banen blev åbnet i 1985 og har siden gennemgået flere opgraderinger og renoveringer, senest en større opgradering i 2019 for at modernisere den og øge kapaciteten. Formålet med Dorfbahn Serfaus-banen, som er 1,3 km lang, er at reducere biltrafik og forbedre intern transport i Serfaus, som forsøges at holdes bilfri.

Hotellet

Hotel Alpine Resort Goies i Ladis var basen for vores ophold. Det er et superlækkert firestjernet superior hotel. Som det ofte er i Østrig, er det et familiedrevet hotel med en synlig og imødekommende ejer-/værtsfamilie.

Hotel Alpine Resort Goies ligger blot omkring 100 meter til Sonnenbahn, som er den yderste (kabine-) lift i området. Det er så tæt, at det næsten er ski-in. Vi var der i ydersæsonen, så vi måtte pga manglende sne nederst alligevel tage liften det sidste stykke, og det er lidt småtrist at tænke på, hvordan skisport som turist- og ferieform må transformere sig i takt med klimaændringerne.

Hotellet har kæmpe spa-område med alt, hvad du kan ønske dig af sauna-typer, dampbad, boblebad og opvarmet udendørs infinity pool med udsigt direkte til pisten. Restauranten er også anbefalelsesværdig. Vi havde halvpension med udsøgt fire retters aftenmenu og stor, lækker morgenbuffet. Afterski holdt vi i hotellets have med en kold øl i strålende sol.

Transport

Vi havde valgt at flyve til og fra Zürich, fordi er der mange daglige beflyvninger med flere selskaber. Jo flere flyselskaber, jo mere konkurrence, desto billigere. Afstanden mellem Zürich lufthavn i Schweiz og Ladis i Østrig er cirka 165 km. Køretiden afhænger som alle andre steder af trafik og vejrforhold. Det tager typisk omkring 2,5 til 3 timer at køre strækningen. Tiden til afhentning og returnering af lejebil skal selvfølgelig tillægges.

Fra Innsbruck Lufthavn er distancen 90 km med køretid på 1,5 time, og det er klart den tætteste lufthavn, men der er ikke så mange afgange, og det er vanskeligt at finde direkte fly fra Danmark. Både Salzburg (260 km) og München (220 km) ligger længere væk fra Ladis end Zürich. Husk at booke cross border ved lejebil og at købe østrigsk motorvejsmærkat hjemmefra eller på en tankstation inden grænsen.

Forrige artikelSkiudstyr: Varme og lette outdoor jakker fra Helly Hansen
Næste artikelVinterjakke: Brandvarm nyhed til frossenpinde
Per Henrik Brask
Per Henrik Brask, ski- og cykelekspert. Alle skisteder har noget at byde ind med, og gennem egne erfaringer beskriver Per Henrik, hvilke gæster som får størst glæde af skiområdet. Der er en form for brugsanvisning til destinationen. Per Henrik er forfatter til foreløbig otte bøger om cykling og skiløb samt et utal af artikler.