Af Lasse Sejdelin Christensen
Skisportsområdet i Stöten kan i år fejre sit 50-års jubilæum. Siden den spæde start i 1976 er skiområdet i dag vokset til et relativt stort og familievenligt skisportsområde, der tilbyder alt, hvad børnefamilier måtte efterspørge på en skiferie.
Stöten ligger en god halv times kørsel nord for Sælen, og byder på ikke mindre end 51 pister, der samlet dækker 46 pistekilometer og højdefald på op til 392 meter. På den vestlige side af det 830 meter høje fjeld, findes de stejle og udfordrende røde og sorte pister. Her er en tur ned ad den sorte piste kaldet Ålvan et ”must”, da den seks år i træk, er kåret som Sveriges bedste piste. Man kan også prøve kræfter med den rød/sorte World Cup piste, som legenderne Alberto Tomba og Ingemar Stenmark har vundet de diverse løb på i deres storhedstid, for efterhånden mange år siden. De erfarne skiløbere holder altså til i vest!

På den østlige side af fjeldet findes flere små børnebakker og et hav af grønne og blå pister, som passer perfekt til børnefamilierne. Her kan man blandt andet prøve kræfter med Mormors Styrtløbspiste. Den måler hele 3060 meter, men uanset, hvor aerodynamisk en styrtløbsposition man kan komme ned i, accelererer man aldrig for alvor op i fart, fordi den, som navnet indikerer, er en ganske flad piste, hvorpå børnebørnene kan hygge sig med mormor – eller en anden bedsteforælder – i et roligt og ufarligt tempo. Stöten passer altså til familiemedlemmer i alle aldre, uanset færdighedsniveau.

Aktiviteter i massevis
Hvis det klassiske skiløb bliver for trivielt, er der gode muligheder for afveksling. Der findes for eksempel både en junior-snowpark og en større snowpark, hvor man kan optimere sine skills på rails, boxe og hop. Hvis ikke lige man har mod på den slags tricks, kan man i stedet more sig med at køre om kap på skicrossbanen, få målt sin gennemløbstid på slalombanen, få målt sin topfart på et afmærket område, eller køre en tur på eventyrpisten med de mindste. På sidstnævnte kan man blandt andet stå på ski med børnenes favorit, ulven Vargy, som er skisportsområdets maskot. Vargy kører også med på nogle af skiskoleholdene og giver highfives og krammere til de mindste. Er man mere til langrend, findes der dusinvis af præparerede langrendsløjpekilometer. Vil man have en pause fra skistøvlerne en dag, er det også muligt at nyde den smukke og idylliske svenske natur på en snescooter-safari eller prøve en hundeslædetur. Kommer man til at kede sig på en uges skiferie i Stöten, er det altså ens egen skyld, for forskelligartede aktiviteter er der nok af!
Bo bekvemmeligt med ski-in/ski-out
Ski-in/ski-out er altså fantastisk, og det har man fra de fleste af områdets hytter og hoteller. Du kan sågar tage T-liften fra Stöten campingplads op i terrænet. Den absolut mest centrale indkvartering får man dog på Stöten Skihotel. Her bor man særdeles bekvemmeligt, og skulle ungernes ben eller forældres halvgamle kroppe trænge til en pause på langs i løbet af dagen, er det også muligt, da man bogstaveligt talt bor for enden af pisten. Går man ud ad hotellets hovedindgang, kan man klikke direkte i skiene. Herefter skal man blot stave 30 meter, inden man kan hoppe i World Cup-liften, som er den ene af de to sekspersoners stolelifte området tilbyder.
Lige ved siden af liften ligger Vattufjäll, som er et større underholdningskompleks, hvor man finder svømmehal, wellness, bowlingbaner, fitnesscenter og en mindre spillehal. Skiudlejningsbutikken ligger i øvrigt i samme bygning, hvis man skulle have behov for dette. Den fabelagtige beliggenhed toppes af, at den gratis parkeringsplads med ladestandere og supermarkedet Tempo, kun ligger 20 trappetrin fra hotellets udgang, så lettere og mere komfortabelt bliver det altså ikke. Det lille hotel ligger i øvrigt i samme bygning som den lækre restaurant, Brasseriet, hvor den glimrende morgenmadsbuffet serveres. Her kan naturligvis også købes frokost og aftensmad. Ønsker man at udforske den kulinariske side yderligere, findes der 11 andre spisesteder i skisportsområdet, hvor man kan få alt fra pizzaer og røde bøffer til vafler og varm kakao.

Fly direkte til pisten – næsten
Transporttiden er ofte lang, når man drager mod nord på skiferie – særligt fra Jylland. Selvom sejlturen over Kattegat for jyderne er et tiltrængt afbræk, særligt for dem med børn, ender man ofte på 12-15 timer fra afgang til ankomst. Køretiden alene fra Gøteborg til Stöten er ca. syv timer og ca. tre timer fra Oslo – uden pauser vel at mærke. De seneste år har det dog faktisk været muligt at flyve direkte med SAS fra flere danske lufthavne til Scandinavian Mountains Airport. Når man lander her, er det muligt at booke direkte transfer fra lufthavnen til skisportsområdet i Stöten. Turen tager blot 20 minutter. Det er altså bekvemmelighed på allerhøjeste niveau! Noget der er knap så bekvemmeligt er, at det der vel kan betragtes som et mellemstort skiportsområde i skandinavisk forstand i hvert fald, kun betjenes af to stolelifter. Herudover findes der 22 træklifter og transportbånd. Det til trods oplever man sjældent kø ved lifterne – end ikke i påskeugen, hvor undertegnede besøgte skisportsområdet i Stöten. Det er altså ikke tilfældigt, at Stöten ved flere lejligheder er blevet kåret til Sveriges bedste. Den samlede pakke er nemlig fremragende! Man får et særdeles børnevenligt, varieret og snesikkert skisportsområde, der appellerer til såvel øvede som nybegyndere, med et bredt udvalg af vintersportsaktiviteter til meget overkommelige priser på både liftkort, skileje og indkvartering.
Der er masser af løjper til langrendsløberne





















