Familiehyggen trives i bedste velgående på skisportsstederne i Sverige og Norge, hvor de bedre skiløbere dog savner udfordringer – medmindre man foretrækker at løbe langrend

 

Foretrækker du langrendsski frem for carvingski, eller drejer din skiferie sig om at tilbringe mest mulig kvalitetstid sammen med familien, så drag til Sverige eller Norge.

Her sker der nemlig ikke alverden, når først lifterne er lukket, hvilket giver rige muligheder for at tilbringe sene eftermiddage og aftener i familiens skød. Vores skandinaviske nabolande minder meget om hinanden rent skimæssigt. Landene er således det perfekte sted at leje en hytte og bruge aftenerne på spil og snak, mens ilden knitrer i pejsen, og varm kakao damper i krusene.

Unge med fuld fart på partyskruen bør derimod holde sig langt væk. Dels er nattelivet meget beskedent, og dels er det herredyrt blot at få selv en beskeden brandert på.

Og netop leveomkostningerne er et af de store minusser i Sverige og Norge, eftersom det er temmelig dyrt at spise ude eller at proviantere i de lokale supermarkeder. Er man på kør-selv-ferie kan det derfor anbefales at medbringe så mange madvarer som muligt fra Danmark. Det kræver blot, at man selv gider at lave mad efter en lang skidag.

Og det med kør-selv er oplagt til Sverige og Norge, da transporttiden for langt de fleste danskere er væsentligt kortere end den tilsvarende tur til Alperne.

 

Lækker langrend

Skimæssigt er Sverige og Norge et paradis for langrendsløbere, der forkæles med et enormt udbud af løjper. Og foretrækker man stilheden i fjeldene fremfor larmen i Alperne, bliver det ikke meget bedre.

Alpint skiløb kan også praktiseres, men her er forholdene ikke nær så ideelle. Norge og Sverige er nemlig kendetegnet ved små alpine områder, som den rutinerede løber hurtigt vil finde for små, såfremt ferien varer mere end et par dage. Udfordringerne er også til at overse, da de fleste pister er relativt lette. Derimod er terrænet perfekt for børn og begyndere. Lifterne er heller ikke så moderne som i Alperne, og træklifterne dominerer mange steder.

Hvad det visuelle angår, er forholdene også klart i langrendsløbernes favør. Hvor noget af det mest saliggørende ved en skiferie i Alperne er at sidde på vej op i en stolelift og nyde de stejle dramatiske bjerge, er tilsvarende oplevelse ikke nær så smuk i Skandinavien, der er præget af bløde, runde og ikke nær så høje fjelde. Til gengæld oplever man ofte de smukkeste uberørte snelandskaber, hvis man drager ud i fjeldet på langrend.

 

Forståelig skiskole

Norge og Sverige er absolut bedst at besøge sidst på vinteren, da december og januar kan være meget kolde, lige som det bliver tidligt mørkt i disse måneder. Så jo senere man kommer hen på sæsonen, jo mere sol og jo længere skidage.

Overnatningsmæssigt er Sverige og Norge kendetegnet ved hytter med plads til hele familien. Men hoteller bliver dog stadig mere udbredt, ikke mindst på de lidt større destinationer.

Har man børn, der skal i skiskole, er Skandinavien klart at foretrække frem for Alperne. Hvis man beder skilæreren om at tale langsomt og tydeligt, vil ungerne som regel kunne forstå en del samt selv gøre sig forståelige, hvorimod det samme ikke er tilfældet, når undervisningen foregår på tysk, engelsk eller fransk. Derudover arbejder en del danske ski-undervisere i vores nordiske nabolande, så ofte er der rene danskerhold på skiskolerne.

Alt i alt er Sverige og Norge et oplagt sted for børnefamilier samt begyndere og letøvede. Gode skiløbere samt festglade skiturister bør derimod søge til Alperne. Derimod er de fleste skandinaviske skisportssteder perfekte til grupper og familier, hvor nogle vil løbe langrend og andre alpint.

 

Gode skandinaviske destinationer, hvis du skal afsted med …

… familien: Branäs, Sälen, Idre Fjäll, Hafjell.

… kæresten: Geilo, Oppdal, Åre, Hovden.

… vennerne: Trysil, Åre, Hemsedal, Kvitfjell.

 

Forrige artikelLaffont og Kingsbury vandt sæsonens første pukkelpiste dyst
Næste artikelObergurgl og Hochgurgl