Pisterne i St. Anton og området som off piste mekka er beskrevet mange gange og med mange forskellige skiindfaldsvinkler. Men har du styr på, hvor du spiser godt i St. Anton? Skiavisen er ikke blevet et madmagasin, men kommer her et par forslag til frokost i terrænet.

Vi starter dog med alkohol og ikke i Østrig. Vi skal først til Italien. Og vi skal tilbage i tiden. Helt præcis uge 9 1986, hvor min lillebror, min far og jeg var taget fra Sjælør Station og havde udholdt plus 24 timer i en tæt pakket bus for at få syv skidage i Livigno.

Desværre blev min fars skiferie afkortet. Han styrtede og beskadigede knæet. Det var om onsdagen, så torsdag og fredag dødkedede han sig. Min far har altid gjort en dyd ud af at smugle. Ikke sådan stormugler-agtigt. Bare en flaske eller to ekstra dengang, det kunne betale sig at købe toldfrit. Livigno som toldfri by var slaraffenland for en smugler in spe. At kede sig i Livigno betød derfor – det beskadigede knæ i betragtning – at humpe rundt i byen for at gå på opdagelse i de toldfrie butikker. Glad hjem på hotelværelset kom min far da også med 2 x 1 ½ liter ren alkohol. Det var om torsdagen. Vi skulle hjem lørdag sent om eftermiddagen.

Om aftenen hørte vi – altså min lillebror og jeg – på vores far, og at han havde løst udfordringen med at få alkoholen med hjem. Uden mulighed for at blive taget i tolden. Kedsomheden havde inspireret til at udtænke risikofrit smugleri. Senior Brask have gennem dagen eksperimenteret med at varme plast-skruelåg af sodavandsflasker og sætte låg på igen uden at bryde ”låsen”. Når plasten atter blev kold var låg og lås intakt og ubrudt.

Fredagen gik med at få det udført; varme skruelåg af, fylde alkoholen over på sodavandsflaske, på igen med skruelåg og vupti en ny og uåbnet sodavandsflaske med ren alkohol. Kamufleret alkohol var den perfekte smuglerforbrydelse.

Lørdag skulle vi som nævnt hjem, og der i slutningen af ugen sidder vi inden afgang og spiller kort, spiser i hotellets frokoststue og får lidt at drikke.

Den sodavand, der havde været i flaskerne, skulle jo ikke gå til spilde. Derfor havde min far fyldt den på alkoholflaskerne. Så der sad vi; min far, min lillebror på 13 og jeg selv 19 år gammel og hyggede over en let, sen frokost. Vi hældte lystigt op fra flaskerne, hvor der havde været alkohol i men nu med kamufleret sodavand. Og jeg skal love for, at svenskerne ved nabobordet gjorde store øjne. Det var først på vej hjem i bussen, vi kom til at tale om, hvordan det må have set ud. Et par drenge der med deres fars accept drak løs af det, nabobordet utvivlsomt troede var ren alkohol.

I øvrigt. Vi passerede grænsen ved Rødby uden at blive undersøgt, og omkring Sakskøbing spurgte jeg min far, hvad han egentlig skulle bruge alkoholen til. ”Det ved jeg ikke”, var svaret. ”Det hele var at få det risikofrit hjem.”

Direkte fra smugleri af alkohol til indtagelse af samme. Jeg har det yderst anstrengt med indtagelse af (særligt store mængder) alkohol og efterfølgende skiløb. Det er både dig selv og os andre, der kan komme til skade ved fuldemandsskiløb.

St. Anton er måske det område, jeg kender til, med flest afterski-barer lige midt på pisten. Mooser Wirt og Krazy Kanguruh er legendariske. Sennhütte og Heustadl lader ikke meget tilbage at ønske, når det kommer til afterski. De og flere andre ligger direkte ved pisten med yderligere skiløb inden, du er helt nede.

Jeg er ikke puritaner eller overmoralsk, og det er nok sket, at jeg har nydt en øl til frokost. Jeg har i hvert fald spist mange gode frokoster, og i St. Anton kan jeg anbefale flere. Fra international gourmet køkken til egnsretter i traditionelle østrigske hytteomgivelser.

Verwallstube

Verwallstube ligger 2.085 meter højere end den danske kyst og er en af de højest beliggende gourmetrestauranter i Europa. Det er excellente retter og fremragende service med den skønneste udsigt. Der er servering både inde og ude.

En fordel er, at du kan tage liften (Galzigbahn) til og fra restaurant. På den måde er Verwallstube også velegnet, hvis du er i en gruppe, hvor en eller flere ikke kommer på ski til og fra frokosten.

Du skal sætte tid af, og lad være med at besøge Verwallstube, hvis du bare skal spise dig mæt. Det vil være synd og skam. Vi var så heldige at besøge restauranten i strålende forårssol. Det var konge.

Sennhütte

Sennhütte er meget mere end bare afterski. Her får du hjemmelavet og autentisk østrigsk mad med god smag af friske råvarer. Det er meget østrigsk, det er let, og det er smagfuldt. Sennhütte anbefales som et bedre frokostpitstop.

Hospiz Alm

Og så er der Hospiz Alm, der er en anden verdensklasse gourmetrestaurant. Den ligger i byen St. Christoph am Arlberg. Du kan løbe på ski til den og tage liften op lige ved siden. Restauranten kan også fint nås i bil eller til fods, hvis du bor i byen St. Christoph. Der er aftenåbnet, og vinkælderen er efter sigende imponerende.

Hospiz Alm åbnede 1988 med familien Werner værter. Det er fortsat familien som driver den, og det er lykkedes at bibeholde en stemningen af en hyggeligt, traditionel ”hytte” i kombination med en udsøgt og moderne restaurant.

Hotel Post

Senest boede vi på Hotel Post. Et helt igennem skønt hotel og samtidig dejligt centralt beliggende som også er en anbefaling værd.

Epilog

Min far kom aldrig mere på alpine ski. Knæet sagde stop. Han har heldigvis i stedet haft stor glæde af at løbe langrend. For mig var det omvendt. Sådan for alvor har jeg ikke løbet langrend eller telemark siden 1986, og det er indirekte derfor, jeg har kunne skrive denne artikel. Fordi jeg på alpine ski har bevæget mig rundt i St. Anton og fundet et par favoritter af frokostrestauranter.

Velbekomme og god skiferie i fantastiske St. Anton.

Forrige artikelSkiferie: 5 fede aktiviteter uden ski
Avatar photo
Per Henrik Brask, ski- og cykelekspert. Alle skisteder har noget at byde ind med, og gennem egne erfaringer beskriver Per Henrik, hvilke gæster som får størst glæde af skiområdet. Der er en form for brugsanvisning til destinationen. Per Henrik er forfatter til foreløbig otte bøger om cykling og skiløb samt et utal af artikler.