Der er personer som har sat sit præg på skiløb. I 70’erne og starten af 80’erne lagde Ingemar Stenmark gaderne i hjemlandet Sverige øde, hver gang hans løb blev vist på TV. Også i Danmark var fascinationen af den dansende svensker stor og trak store seertal. Det var i starten især i hovedstadsområdet hvor man kunne se svensk fjernsyn. Men efterhånden blev alpint skiløb også vist på DR og fik stor opbakning fra det øgede antal danske skisportsentusiaster.

Siden har Verden set alpine stjerner som Vreni Schneider, Alberto Tomba, Herman Meyer, Bode Miller, Aksel Lund Svindal og Lindsey Vonn og mange andre, som alle har glædet med fantastisk skiløb.

I de senere år har en ny generation af skistjerne inspireret, især på sociale medier. Løbere som Tanner Hall, Jon Olsson og Candide Thovex har begejstret ikke kun unge men bredt både i og uden for skiverden, med deres fantastiske evner i moderne skiløb. De er blevet influencers og nutidens formidlere af glæden ved skiløb og mange flere er på vej.

I Danmark har det knebet med deciderede stjerner. Vi har dog haft et par stykker. Især Anja Bolbergs worldcup-sejr i pukkelpiste (da disciplinen var størst) og Christoffer Faarups ubegribeligt flotte 22. plads i styrtløb til VM sidste år, havde begge fortjent kæmpe opmærksomhed og heltedyrkelse, men pressens larmende tavshed omkring præstationerne bidrog ikke til at gøre Danmark til skisportsnation.

Alligevel har vi en rigtig skistjerne og mediedarling i Danmark. Han har inspireret tusindevis af danskere og har været med til at gøre skiløb til en dansk folkesport. Man kan nok ikke give ham hele æren for, at skisport i Danmark er gået fra at være en nichesport til at næsten 10 % af befolkningen dyrker det. Men han har helt sikkert været en af ”trendsætterne” og manden der for alvor bragte skiløb ind i de danske hjem, da han i 1997, iført gult og sort skitøj en række torsdage i den bedste sendetid rullede sig ud på TV2-skærmen og fik seertal som selv ikke den mest optimistiske skifanatiker havde drømt om. Programmerne ”På ski” gik viralt på dansk TV og manden bag, Thomas Uhrskov blev hele Danmarks skistjerne.

Vi har spurgt den karismatiske skiløber og journalist om, hvordan han selv har oplevet tiden som inspirator og trendsætter og om hvor inspirationen og passionen han selv har haft, stammer fra?

 

Tidlig start.

”Min passion for skiløb kom allerede første gang jeg var afsted på skiferie. Paradoksalt nok opstod glæden ved skiløb på baggrund af mine forældres skilsmisse! Vi var tre børn, som også blev delt og jeg kom til at bo alene sammen med min far. Tanken om, at skulle holde traditionel jul for to, fik min far til at beslutte, at vi skulle på skiferie i julen. Det har været i slutningen af 60’erne og første gang var vi i Zell am See. Vi var også i St, Johann, Mayrhofen og Westendorf og mnge andre traditionelle danskersteder på juleferier. Alle gangene var jeg i skiskole og jeg oplevede pludselig at jeg havde talent for sport, noget der ellers ikke normalt var min stærke side. Succesen var med til at skærpe interessen og glæden for skiløbet.

Min far var nordjyde og havde sine ideer om, hvordan jeg skulle opdrages. Da jeg blev 16 mente han, det var rimeligt, at jeg selv betalte for min skiferie. Det synes jeg var OK, men jeg nåede selvfølgelig ikke at få sparet noget sammen og for første gang i mange år kom jeg ikke på ski. Det var forfærdeligt og jeg var klar over at det aldrig skulle ske igen.

Jeg ringede til bladkompagniet og bad om to avisruter. De var noget undrende, da jeg bad om de to med flest etageejendomme, uden elevator. Men på den måde kunne jeg tjene penge og komme i god form samtidig. Med hensyn til elvatorne kendte jeg mig selv godt nok, til at vide, at det ville være umuligt for mig at tage den hårde vej ad trappen klokken 5 om morgenen, hvis der var elevator.

Jeg er opvokset i Vium og i ungdomsårene var vi flere som var glade for at stå på ski. Vi havde fundet en lejlighed i Val d’Isere som vi kunne leje i tre uger, for at holde ugeprisen nede. Man kunne så booke den uge, som passede bedst. Jeg bookede alle tre… så der blev delt nogle aviser ud i Vium og omegn i de år.

Da jeg kom i gymnasiet, hørte jeg om skiklubberne og frem for alt, at man kunne blive underviser for dem. Jeg meldte mig ind i Hellerup Skiklub, tror jeg det var og tog til Hintertux for at uddanne mig til dansk skilærer. Jeg blev vist nok uddannet som den 21. danske skilærer. Det var sjovt. Det var i 1982 og alle deltagerne på kurserne kunne sidde ved to borde. Nu er der nærmere 500 hver gang den danske skiskole holder kurser.

I årene herefter kom jeg ind på journalisthøjskolen og fik siden ansættelse på Berlingske. På et tidspunkt var der en fyr fra Weekendavisen, som inviterede mig med på et projekt med nogle artikler og en bog om skiløb. Det lød fint, men inden vi kom i gang, trak han sig og jeg stod alene med projektet. I de kommende år skrev jeg et hav af artikler om skiløb og motivationen kom ved glæden for at formidle min passion til andre.

Skisport voksede op gennem firserne og det blev efterhånden populært. Ikke som i dag hvor det er helt almindeligt. Den gang var det mest entusiaster, men der kom flere af dem. Vi tog til Helsingborg og købte skiudstyr for der var ingen butikker i Danmark. Der var godt nok en der hed Sepp inde i Århusgade og han var god nok. Men han var ikke skarp til at sætte bindinger på. En gang havde han skruet skruerne hele vejen gennem skiene så de stak ud gennem sålerne! Så bankede han lidt på dem med en hammer og sleb dem lidt til og så kunne de sagtens køre.”

 

TV2-tiden

”Efter årene på Berlingske blev jeg ansat på TV2. Ideen til ”På ski-programmerne” opstod her og jeg var sikker på det ville blive et hit. Men det tog 4 år at få overbevist en redaktør om det. Efter at have plaget alle redaktører og foreslået det hver gang en ny blev ansat, på en hvilken som helst redaktion, var der endelig en der forbarmede sig over mig. Men – jeg skulle bruge min egen tid på projektet. Al min ferie og fridage blev brugt på at rejse og filme. I fritiden om aftenen sad jeg og redigerede. Det var lidt hårdt, men jeg var så glad og stædig at jeg bare gjorde det færdigt.

Da jeg endelig var færdig, præsenterede jeg programmerne for min kommende kone. Hun bemærkede at: ”Det var så meget mig”. Først her gik det op for mig, hvor meget jeg havde lagt i det af mig selv og jeg indså, at hvis seerne ikke kunne lide programmerne kunne de heller ikke lide mig. Det gav en vis nervøsitet frem mod premieren.

Endelig røg første afsnit over skæren en torsdag aften. Næste morgen mødte jeg tilfældigt TV2’s programdirektør. Det var normalt at hilse høfligt og lade ham fortælle sin mening om ens program, hvis han havde set det. Men jeg var så ivrig at jeg straks spurgte ham om hans mening. Han så direkte på mig og sagde, at det efter hans overbevisning, var Danmarks længste hjemmevideo.

Heldigvis var det en travl dag, så jeg nåede ikke at reflektere over det inden aftenens redaktionsmøde på Nyherne. På det tidspunkt var Michael Dyrbye nyhedsredaktør og på møderne gav han normalt en analyse af de 16 nyhedsindslag der havde været i aftenens Nyheder. På dagens møde blev stort set al tid brugt på mit program fra aftenen før og ikke på de 16 indslag.

Der havde været rigtigt gode seertal og reaktionerne der var kommet, var alle positive.

Da jeg senere mødte TV2’s programdirektør igen, kom han mig i forkøbet og fortalte, at han havde set programmet igen og havde ændret mening. Han synes faktisk det var rigtigt godt. Det var seertallene jo også.

Også Politikens anmelder havde bemærket mit program og lavet en stor gennemgang af det og havde nærmest ikke andre programmer med fra den aften. Herfra var der også kun ros og han hæftede sig især ved min formidling af glæden ved skiløb. Det gjorde indtryk og bekræftede mig i, at jeg havde fat i noget rigtigt.

Det hører lidt med til historien, at jeg gennem min hidtidige skikarriere, som underviser, havde sat mig lidt op mod tendens til at måle skiløb i rigtigt og forkert. Min tilgang var positivitet, leg, sjov og ballade. Min teorieksamen, i skilæreruddannelsen havde jeg dumpet med et brag, med vurderingen: ”du var ikke engang tæt på”. Her havde jeg fokuseret på en tilgang til undervisningen med glæde og leg.

Det er heldigvis blevet meget bedre og selv om det nye kompendie også har nogle meget tunge, teoretiske passager, har man virkelig fået glæde og leg ind i det.

Da jeg i en periode arbejdede som skiunderviser for Danski, var jeg faktisk blevet bekræftet i, at jeg havde fat i den rigtige ende. Til sommerfesten, blev der læst breve op fra vinterens gæster. I flere af brevene spurgte gæsterne, hvor ham Thomas Uhrskov ville være næste sæson, for så ville de bestille deres rejse dertil! Det gjorde mig sindssygt stolt og faktisk også rørt. Det var tilsyneladende ikke alle der ville bruge, de fem første uger af deres skikarriere på at høre om rigtigt og forkert skiløb… sjovt nok.

 

Ny karriere

Inden jeg havde fået de positive tilbagemeldinger, havde jeg faktisk altid været lidt i tvivl om mine egne evner og teorier. Men efter ”På ski” var der helt utroligt mange positive tilkendegivelser og troen på mig selv og mine teorier voksede i takt med, at mit talerør blev større. Det var ret nemt at overbevise TV2 om at lave en fortsættelse.

Med min baggrund på nyhedsredaktionen, var stilen på mine programmer meget at lave korte historier. Det var jeg vant til at redaktørerne værdsatte. Det betød at et indslag om Val d’Isere tog 3½ minut. Problemet var lidt at setuppet i Val d’Isere var det samme som hvis vi havde lavet 12 minutters materiale. Det betød at prisen pr. minut blev meget høj, ikke kun økonomisk men også tidsmæssigt. Resultatet blev jo, reelt set, at vi skulle arbejde 3-4 gange så meget for at fylde programmet ud. Vi arbejdede utroligt hårdt. 12 timer hver dag gennem hele vinteren. På et tidspunkt blev vi enige om at holde hver 8. dag fri. Ikke på en fast givet dag, men altid på en dag hvor vejrudsigten ikke lovede filmvejr.

Anden sæson blev også en stor succes og jeg sagde mit job op på Nyhederne, for at gå ”all in” på skiformidlingen. Gennem årene har jeg lavet over 30 programmer og flere film. Dertil har jeg lavet masser af små film til sociale medier, været brugt utallige gange som skiekspert i alverdens medier, holdt et hav af foredrag for en masse glade danskere og haft fornøjelsen at løbe på ski med nogle af dem. Det har været hårdt arbejde, selvom det nok er svært at forstå for mange. Indimellem har jeg lavet nogle andre ting, for lige at reflektere lidt. Men det har også været et fantastisk arbejde. Tænk at jeg har levet af at formidle glæden ved det jeg brænder mest for. Det er da vildt!?

Noget af det bedste jeg kan opleve er, når det er rigtigt dårligt vejr, måske regn, at undervise en flok elever og de efterfølgende siger, at det var en af de fedeste oplevelser de har haft. Så ved jeg at vi har fundet glæden ved skiløb.

Noget andet der gør mig glad og også lidt stolt, er at skiløb har fundet et leje, hvor det er for alle og det er glæden der driver det. Rigtigt/forkert-teorier er gledet i baggrunden og respekten for andre er vokset i samme takt som glæden. Barriererne mellem discipliner, bredde og sågar til snowboardere er forsvundet og man kan løbe på ski og board, som man vil, uden at blive set ned på, så længe man har det sjovt.

Det havde jeg nok ikke troet ville ske, da vi startede for efterhånden mange år siden.”

 

Der er ingen tvivl om, at Thomas Uhrskov har en stor andel i, at glæden ved skiløb er kommet i fokus. De tre første sæsoner blev sendt i 1997, 2000 og 2003 og det var også i den periode, at carvingskiene gjorde sit indtog. De to ting var et perfekt match, for Thomas’ glædesbudskab var præcis det man oplevede når man slog sit første carvingsving.

Hans formidling af skiløb, som sjov og folkelig ferieform, betød også, at folk i takt med den blomstrende økonomi, fik øjnene op for skiferie og at det blev noget ”alle” gjorde.

Det betyder at den danske ”skiindustri” har meget at takke Thomas Uhrskov for.

Vi andre har også meget at takke Thomas for. For mange skiløbere var han den første ”influencer” de stiftede bekendtskab med. Han har inspireret mange til at udvikle deres skiløb og rigtigt mange til at starte. Han har også sået kimen til, at andre har kastet sig over skiformidling og har ladet sig inspirere til at videreformidle glæden ved skiløb. Det skylder vi ham også en stor tak for.

At han virkelig har sat sine spor, i alle os der så hans fantastiske programmer fra starten, bliver man ofte bekræftet i når man er på ski: Hver gang man ser en mand i gult skitøj kigger man lige en ekstra gang… kunne det være? Uanset om det er, får man altid et lille smil på læben og føler lidt ekstra glæde i det næste sving.

Der kommer stadig med jævne mellemrum nyt fra Thomas Uhrskov. Hvis du vil se mere om ham, booke et foredrag eller lade dig inspirere til næste skiferie, er uhrskov.dk et godt sted at starte. Du kan også finde ham på Youtube, Facebook og Instagram.