For tredive år siden forlod Charlotte Markus sin nordjyske fødeby og rejste til Frankrig for at arbejde som skiguide. Hvad der blot skulle have været én en vinter i sneen, endte med at blive flere .. og pludselig kiggede hun sig selv i øjnene: ’jeg elsker at være i bjergene – her er mit liv!’.

Hun uddannede sig først til skilærer, dernæst international bjergfører og senest til shiatsu terapeut. Sideløbende fik hun en fransk kæreste, Pascal, som hun nu driver sit outdoorfirma sammen med.

Charlotte bruger vinteren på at undervise som skilærer i det franske skiområde Montgenevré samt at lave skitouring, skisafari, helikopterskiløb og randonnée-ture for private, der booker hende til unikke oplevelser i sneen. Sommeren bruger hun som bjergguide, hvor folk hyrer hende til at vandre med dem på fx Mont Blanc, i Chile, norske Lofoten m.v.

Corona-nedlukningen har dog været en heftig oplevelse for privatøkonomien, der jo er betinget af at der kommer en masse gæster, der gerne vil have nogle fede naturoplevelser sammen med Charlotte. Derudover er Pascal luftballonskipper og flyver en del af året i Sydamerika. Når de milliondyre luftballoner står stille på jorden, giver det en anelse nervøsitet i maven.

Charlottes kæmpe smil og karakteristiske store latter får dog bugt med bekymringer – for hun elsker at leve i bjergene og give en masse folk nogle fantastiske oplevelser

Forrige artikelSkistave: Trigger Happy
Næste artikelSkiudstyr: Sæson for lune baselayers