Wengen er et skimæssigt slaraffenland

Foto: Mikkel Hjort-Pedersen.

Lauberhornrenn har altid været en favorit på TV. Det blev kørt i lørdags (19. januar) og blev vundet af østrigske Vincent Kriechmayr foran det schweiziske hjemmebaneidol, Beat Feuz. Løbet er det længste styrtløb på World Cuppen og det har, med sine dramatiske hop og især afslutning, hvor løberne efter 2½ minut kører gennem nogle voldsomme kompressioner, inden de med mere end 120 km/t kommer over målstregen til et kort målområde, har skabt dramatiske øjeblikke. Også nogle, som man helst havde undværet at se på live TV.

Noget af det, som garanteret har slået mange, som har set det legendariske styrtløb, er de fantastiske omgivelser. I baggrunden rejser Jungfraumassivet sig mere end 4000 meter mod himlen, med den markante 1800 meter lodrette bjergvæg på Eiger, lige bag styrtløbspisten, ligesom for at ramme dramatikken ind. Dertil kommer den fantastiske og charmerende målby, Wengen, som ligger på en hylde på bjergsiden. Byen kan kun nås med ski oppefra eller tog nedefra. Det betyder at den er bilfri og at gaderne mellem de gamle chatleter og hoteller er pister, som leder skiløbere til deres hoteller eller retur til liften.

Vi har besøgt byen, for at finde ud af, om den kun er for fartgale skiløbere i fartdragt eller også har noget at byde på for almindelige skiløbere?

Klassiske Schweiz

Schweiz kan noget særligt, når det kommer til skibyer. Mange af dem er gamle og flere er også ”sæterbyer”. Det betyder at de får en fantastisk sjæl og at man er omgivet af små chaleter, som har ligget der, som sommerboliger i hundredvis af år.

Wengen er ingen undtagelse. Byen ligger i solen på en bjerghylde over Lauterbrunnen og er fyldt af en blanding af træ-chaleter og mondæne klassiske hoteller og vidner om storhedstiden i alpinismens barndom.

Wengen var et perfekt udgangspunkt for ekspeditioner til de store bjerge i Jungfraumassivet. Det rejser sig som en 4000 meter høj væg, når man kommer fra nord og ingen steder har man samme oplevelse af, at komme fra de små runde bakker foran bjergkæden til en så høj og massiv mur. Syd for massivet, på bagsiden af Jungfrau, starter alpernes største gletsjer, Aletsch. Hele området ligger som et enormt ingenmandsland og man må køre en lang vej udenom, for at komme til Rhonedalen mod syd. De store bjerge, som kan ses fra Bern, har alle dage haft en dragende effekt på alpinister med og uden ski.

Vi havde indlogeres os på det klassiske hotel Regina. Det var måske en smule ”over kill” for et par skijournalister og en fotograf, men vi kan også godt lide lidt luksus en gang imellem og kommer man i hverdage, er priserne overhovedet ikke uoverkommelige. Samtidig er det en fantastisk, oplevelse, hvor man mærker alpinismens og skiløbets historiske vingesus. Hotellet var i den helt klassiske stil og værelserne er stadig indrettet med møbler fra århundredeskiftet og her tænkes ikke på det seneste, men det i 1900. Spisesalen har højt til loftet, hvorfra kæmpe lysekroner leverer lys til det enorme lokale, når solen ikke er fremme og kan skinne ind af de store vinduespartier med sprosser. I hotellets lobby, er der en bar og en pianist spiller flygel om eftermiddagen, når man kommer fra skiløb. En øl eller cocktail nydes i klassisk møblement, hvor bordene er ternede og fungerer som skakbræt til eftermiddagens afterski-spil.

Det er afslapning, historiske oplevelser og skiløb på en gang og skal prøves.

Fedt skiløb

Da vi ankom til Wengen, kom vi naturligvis op med toget fra Lauterbrunnen. Bilen havde vi efterladt i et parkeringshus. Det betyder, at man skal have alle sine pakkenelliker med op. Det betød ikke så meget, for vi blev hentet af en portier på stationen, som fragtede vores bagage op til hotellet i en elbil.

Da vi næste morgen skulle på ski, tilbød hotellet at køre os ned til stationen. Vi afstod dog og gik de 500 meter, nedad. Skiløbet kan nemlig, med fordel startes på stationen. Man stiger på toget, som fortsætter til flere stationer længere oppe. Ved hver station, kan man stige af og køre på ski ud i terrænet. Fortsætter man helt op, kommer man til Kleine Scheidegg, mellem Eigervæggen og Lauberhorn. Heroppe kommer toget fra Grindelwald også op og det er også her, toget videre op til Jungfraujoch, går.

Kleine Scheidegg er et super udgangspunkt for skiløb. Man kan enten vende skispidserne nedad mod enten Wengen eller Grindelwald eller tage liften op til Lauberhorn hvorfra styrtløbet starter. Styrtløbspisten er et ”must try” og man kan starte i starthuset, de bruger i World Cuppen. Man behøver ikke at være ekspert. Pisten kan løbes af de fleste og de sværeste passager er ikke tilgængelige for almindelige skiløbere. F.eks. er pisten ført udenom det legendariske, Hunds Schopf-hop, til hverdag. Men prøv at køre glidestykkerne i æg. Det er vildt hårdt for lårene.

Langs Worldcup-pisten ligger der flere lifte og pister og terrænet er virkelig indbydende og udsigten er af en anden Verden.

Man kan også køre ned mod Grindelwald og med mere end 1200 højdemeter, spændende terræn og gode offpistemuligheder er det som skabt til de fleste danske skiløbere.

Oppe til venstre ligger Männlichen. Man kan fra Wengen tage liften direkte herop. Det er den store kabinelift, midt i byen man skal tage. Den kan nås på ski fra stort set alle hoteller i byen.

Männlichenområdet byder på virkelig gode pister, hvoraf langt de fleste er røde, med en enkelt blå undtagelse.

Når man står på ski i Wengenområdet, skal man huske at holde hovedet højt. Hvis man kører og kigger på skispidserne, kan man nemlig ikke se den udsigt, som også på Männlichen kan gøre én  svimmel. Gad vide om der er flere skisammenkørsler i Wengen, fordi folk glemmer at ”holde øjnene på vejen”?

Når man når ned til Grindelwald. Kan man vælge at tage toget eller liften op igen eller man kan tage liften op på den anden side til Grindelwald First. Her har man et kæmpe område, med skiløb op til 2500 meters højde. Der er masser af lækre pister, fantastiske offpistemuligheder og en kæmpestor funpark og… nå ja – en vild udsigt… Hold hovedet højt.

Hvis man ikke synes at dette enorme område er stort nok, kan man, fra Wengen, tage toget ned til Lauterbrunnen og herfra liften op på den anden side til Mürren, hvorfra man har skiløb helt op til knap 3000 meter på Schilthorn, som er kendt for sin restaurant, som spillede en rolle i James Bond-filmen, I hendes majestæts hemmelige tjeneste.

Jungfraujoch – The top of Europe.

Toget spiller en væsentlig rolle i Schweiz’ historie og det er ingen undtagelse i Wengen. Man tager både toget op til byen og op i terrænet. Men i virkeligheden er det det mindst fascinerende af tognettet omkring Wengen. Fra Kleine Scheidegg, kan man nemlig fortsætte med tog til Jungfraujoch!

Oprindeligt var det en schweizisk ingeniør, Adolf Guyer-Zeller, som havde besteget Jungfrau, som fik en vanvittig ide: Alle skulle have muligheden for at stå på toppen og nyde udsigten!

Han fik tilladelse, til at anlægge togbanen og begyndte at rejse midler. Toget skulle gå fra Kleine Sheidegg, slå en stor bue gennem Eiger 3970m, fortsætte gennem Mönch 4107m, under Jungfraujoch 3454m til toppen af Jungfrau 4158m. Byggeriet startede i 1893 og stod på i 16 år. En kombination af manglende økonomi og mange dødsfald blandt arbejderne på togbanen førte til et stop, inden den stod klar og den når nu ”kun” til Jungfraujoch, men er alligevel Europas højeste togbane. Der er to stationer undervejs, hvor man kan stå af og få en oplevelse. Den første er Eigerwand, hvorfra man kan se ud fra et ”hul” i det enorme bjergs nordvæg. Den anden er Eismeer. Her har man en fantastisk udsigt over nogle store isformationer. Fra Jungfraujoch er der adgang til Aletsch-gletsjeren. Man kan også tage en 120 meter høj elevator til Sfinxen, som er en observationsstation, med et stort teleskop. I dag spiller observationsstationen en væsentlig rolle i international forskning om den globale opvarmnings indflydelse på Alpernes gletsjere.

Behøver jeg at nævne, at udsigten fra Jungfraujoch er helt vanvittig og at stedet er et besøg værd uanset om man er på ski i området eller på sommerferie.

Kulinariske oplevelser.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Hotel Regina, udover at give afslapning på højt plan også, har et fantastisk køkken. Alle måltider er et overflødighedshorn af smagsoplevelser og omgivelserne betyder også, at man virkelig nyder maden.

Vi havde dog fået anbefalet at spise ude og anderledes en aften. Det var det bestemt også. Det kan nærmest betragtes som en helhedsoplevelse. Vi havde fået en anvisning af turistkontoret om vejen dertil. Vi skulle nemlig gå gennem skoven til en lille hytte. Det var bælgravende mørkt, men sneen på vejen hjalp lidt på orienteringen. Vi gik ca. en halv time, inden vi kunne lugte røgen fra et ved-komfur og lige rundt om hjørnet lå en lille hytte, med stearinlys i vinduerne. Vi blev mødt af vores værtspar, som serverede en velkomstdrink for os i plastikkopper. Vi blev budt ind i den hyggelige hytte.

Der var dækket op til syv ved bordet og vi jokede lidt med, at det sikkert var 4 unge piger og at så heldig er man aldrig! Men det var vi og vi kom hurtigt i snak med dem. Vi fik ostefondue på paptallerkener og rødvin i plastikkrus og det var en kæmpe kontrast til Reginas køkken. Alligevel er det slående hvor fantastisk en ostefondue på et vedkomfur, god rødvin, hyggelige omgivelser og godt selskab er og at man ikke behøver så meget mere. Det er vel i bund og grund det fundamentale i skiløb: lidt sne og godt selskab, så går det nok. Lægger man smukke omgivelser, historiske bygninger og et godt skiområde som Wengens oveni, gør det slet ikke noget…