Har du brug for mange pister at boltre dig på, så er Zillertal et sikkert bud med 530 pistekilometer, som kan opleves med kun ét liftkort: Zillertaler Superskipass, og med hele 180 lifteanlæg til at betjene gæsterne holdes ventetid og liftkøer på et minimum.

En af de nye lifte i Hochzillertal-området, Wimbachexpress, har plads til ti personer i hver gondol, og den fragter mere end 2.600 gæster op i terrænet hver time. Også en anden ny lift har set dagens lys, idet den gamle Larmach-lift er udvidet fra fire til seks pladser, og på få minutter bringes gæster til toppen af det 2.315 meter høje Königsleitenspitze.
Man finder pister i alle farver, og med områdets store variation er der noget for enhver smag.
Især familier vil føle sig velkomne i det hvide paradis, der med 164 kilometer blå pister byder på masser af lette og overkommelige nedfarter, hvor familiens yngste kan øve deres første sving i trygge omgivelser.

Når teknikken er på plads, lokker området med ni funlines, der alle lægger op til leg og eventyr. De sjove og udfordrende pister er designet specielt til børn, og de indeholder alt fra tunneller og bølger til små forhindringer og overraskelser. Og skulle forældre få lyst til et par timer på ski for sig selv, står skibørnehaver og skiskoler klar til at tage sig af børnene.

 

Pasta og panorama

Listen over hytter, spisesteder og gourmetrestauranter i Zillertal er lang, og der er noget for enhver smag og i ethvert prisniveau. Helt på toppen – hvor Wimbachexpress-liften ender i 2.340 meters højde – finder man den nye Restaurant Albergo. Her er spisekortet italiensk inspireret, og under mottoet ”pastaspecialiteter og panoramablik” serveres pasta- og fiskeretter på terrassen, hvorfra man kan nyde synet af de omkringliggende sneklædte tinder. Også Restaurant Mountain Loft er et besøg værd, for her finder man alt fra bistro og gourmetrestaurant til afterski-bar. Og med en beliggenhed i næsten to kilometers højde, kan Mountain Loft prale med Zillertals højst beliggende pizzeria.
Én ting kan kun opleves i Zillertal – nemlig den populære og mobile Restaurant Snowlicious. Fra en ombygget pistemaskine, der blandt andet indeholder et spændende street-køkken, serverer stjernekokken Alexander Fankenhauser gastronomi på højt niveau. Og mens discjockeyen underholder med aktuelle hits fra sin mixerpult på taget, sidder gæsterne i sneen og nyder et elegant måltid eller en iskold cocktail..

Forrige artikelVasaloppet lancerer nyt løb om natten
Næste artikelOffpiste i Lenzerheide.
Skiavisen
Skiavisen er Danmarks største skiavis med nyheder om ski og snowboard, lær at stå på ski og få anmeldelser af rejser og udstyr til ski.