“Jeg må ikke tage jer med derud – desværre”.

af Morten Agersnap/ foto: Mikkel Hjorth-Pedersen

Vores guides bemærkning faldt i liften, da vi på vej mod toppen af Parpaner Rothorn, kiggede ned på de mange stejle couloirs, der skærer sig ind i den stejle klippeside. Han kunne fornemme på vores begejstrede stemmer, at det var noget vi gerne ville prøve. “Vi kan kigge på dem, når vi kommer op. Vi kommer lige forbi på vej til dagens tur.”

Der er syv couloirs og nogle af dem er ekstremt smalle, og på andre skal man forcere drops for at køre dem. Andre er relativt let tilgængelige, men det kræver gode forhold. Faktisk var det præcis så gode forhold vi havde, da vi besøgte det oversete skisportssted Lenzerheide i Schweiz, 3 dage i midten af marts.

 

Kæmpe område, “tæt” på Danmark.

Der er kun 1073 km fra grænsen ved Padborg til Lenzerheide og der er motorvej hele vejen til Chur, 20 km nede i dalen. Desuden tager man autobahn 7 helt ned til Memmingen, og undgår den heftige trafik man ofte rammer ved München på 9’eren eller ved Frankfurt og Basel på 5’eren.

Byen ligger i et pas i 1500 meters højde, og er dermed snesikker med pister helt i bund helt til slutningen af sæsonen. Det er mest schweizerne selv, som kommer i Lenzerheide; også de mere kendte af dem. Faktisk har Roger Federer adresse i den hyggelige by, som nogle steder bærer præg af luksus og høj standard. Det er Schweiz, og her er man vant til at forkæle sig selv når man tager på ski. Og ja, man kan sagtens tilbringe en uge i luksus i Lenzerheide og forkæle sig selv, men det koster selvfølgelig penge.

Man behøver dog ikke at bruge en formue på at forkæle sig selv. Man kan blive forkælet til helt almindelige priser. Vi boede på det helt nye, receptionsløse hotel, Revier. Det er på een gang vildt moderne, og samtidigt hyggeligt med en fantastisk beliggenhed, og priserne er ikke højere end i nabolandene. Lige uden for døren går liften op i terrænet og der er en hyggelig restaurant på hotellet, hvor man spiser morgenmad og det kan også udvides til halvpension, hvis man vil.

 

Når man tager liften udenfor hotellet, kommer man via en mellemstation til toppen af Parpaner Rothorn. Med næsten 3000 meters højde, er det det højeste punkt i skiområdet, og herfra har man en fantastisk udsigt over dalen og det enorme skiområde. Pisterne fordeler sig på bjergsiden under Rothorn og mest imponerende er, at hele bjergsiden på den anden side af dalen også er dækket af indbydende pister, som alle er serviceret af moderne lifte.

Mens skiløbet på Rothorn-siden er i barske og ret stejle omgivelser, er den anden side mere tilforladelig, og den nederste del er dækket af flot lærkeskov, som giver læ og god sigt, hvis vejret er dårligt.

Selv om skimulighederne ovenfor byen er kæmpe store, slutter det ikke her. For få år siden blev der bygget en forbindelseslift til naboområdet Arosa. Det betyder, at man i alt har mere end 200 km pister fordelt over et kæmpe område med en utrolig alsidighed. Der er noget for en hver smag og man kan få uger og måneder til at gå i det fede terræn.

Arosa ligger i 1800 meters højde og skiområdet ligger i en stor solbeskinnet gryde. Også Lenzerheide er forkælet når det kommer til solskinstimer. Dalen ligger placeret, så de værste vinterstorme glider udenom og det giver altså flere solskinsdage.

 

Kæmpe eventyr udenfor pisten.

Dagens tur, som vores guide tog os med på, var gennem en stor uberørt dal. Dalen starter på bagsiden af Rothorn og munder ud ved Arosa. Det var en lang offpistetur, og den var ikke stejlere end, at alle kan være med. Et enkelt sted skulle vi over en lille tilfrosset sø og en anelse opad inden det igen gik nedad. Vi udforskede terrænet rundt om Arosa, inden vi spiste frokost på toppen af Weisshorn.

Om eftermiddagen guidede vores guide os rundt til nogle lækre offpistespots på de spændende bjergsider ovenfor den hyggelige by.

Så satte vi atter kursen mod Lenzerheide. Efter en lokal øl i hotellets bar, tog vi ind til byen og spiste et fantastisk måltid af lokale råvarer. I Lenzerheide har man nemlig formået, at lave et samarbejde med de lokale bønder, som har set en mulighed i turismen for at afsætte deres produkter, til stor glæde for turisterne. Det schweiziske køkken er andet end “must have”-retterne raclette og ostefondue, som i øvrigt også er sikre vindere.

Efter maden gik der ikke længe inden vi måtte kapitulere og plante hovederne på hovedpuderne på hotellet. Om natten drømte vi synkront om stejle couloirs på forsiden af Parpaner Rothorn.

 

Couloirs

Allerede da vi kom ned til morgenmaden næste morgen sad guiden klar. Han havde store planer for os. Vi skulle ud på en stor offpistetur, hvor vi skulle starte med et hike til toppen af Schwarzhorn.

Men inden da havde han en overraskelse til os: Han ville tage os med ned gennem nogle af de couloirs vi havde drømt om hele natten… Det kunne kun blive en god dag.

Parpaner Rothorn er et rigtigt bjerg. Sådan et spidst et med stejle sider, som er svære både at komme opad og nedad. Bortset fra den enlige røde piste er bjerget bare stejlt. Så da vi pegede skispidserne ud fra bagsiden af liftstationen, for at sætte kurs mod en af de vilde couloirs, var det med sommerfugle i maven.

Det var dog ingenting i forhold til fornemmelsen, da vi stod ved indgangen til den første couloir. Indgangen var vildt stejl og der var ikke meget plads i toppen. Længere nede løb “renden” sammen med den større couloir under liften. Den er noget bredere, men man kan ikke komme ind i den fra toppen uden reb.

Der var ikke andre som havde kørt her, og sneforholdene var helt perfekte. Helt løst sne på toppen, som blev hårdere og hårdere jo dybere skiene borede sig. Det betød, at man kunne stå fast samtidig med, at man fik den rigtige pudderfornemmelse og risikoen for laviner var minimal. Da vi kom ud af couloiren, kom vi til et stor bredt pudderfelt, hvor vi kunne sætte max fart på skiene, for at komme ned til liften og nå en tur mere, inden vi skulle videre på den store rundtur.

Den anden couloir var vildt stejl i toppen, og der var knapt plads til pudderplanker på 190cm. Man måtte skrænse ned og det var ikke meget kontakt man havde med midten af skiene! Lidt længere nede blev der noget mere plads, og man kunne give god gas inden man forsatte ud på det samme store pudderfelt som før.

Selvom vi plagede som små børn, insisterede vores ellers flinke guide, på at vi skulle videre, da vi var afhængige af at nå en lift om eftermiddagen på vores næste eventyr.

 

Offpistesafari.

Det viste sig at være OK. Selvom nogle af os synes at hiket op til toppen af Schwarzhorn trak tænder ud. Ikke kun fordi det var bootpacking i løs sne, men også fordi det var eksponeret terræn, hvor man skulle være opmærksom på farer hele tiden.

Fra toppen gik turen ned i den store dal mellem Lenzerheide og Arosa. Modsat formiddagens  lettere klaustrofobiske passager, var det nogle kæmpe bjergsider der dominerede her. Man skulle kende vejen, fordi der var nogle steder med større lavinerisiko. Godt vi havde guide med.

Med store sving og høj hastighed satte vi retning mod bunden af dalen. Sneen var god, den hvirvlede og glinsede i den frostklare luft, når vores ski satte den i bevægelse. Wow det var fedt.

Da vi storsmilende og med en lettere hysterisk latter nåede i bund, var der en skovvej vi kunne følge ud ad dalen. Hernede var der masser af lækre steder man kunne have hiket for at køre de fede pillowlines der er over alt. Desværre havde vi et stramt program, og frokosten ventede i det lille skisportsted Tschiertschen. Den bestod af kyllingevinger på den sjove bjergrestaurant midt i området.

Efter vingerne var der brug for at være flyvende igen. Vi skulle nemlig hike fra topstationen i  Tschiertschen op til kammen for at komme retur til Lenzerheide. Igen var der tale om eksponeret terræn. Siden havde ligget i solen hele dagen, og nu var det blevet koldt, så det var svære forhold. Det sidste stykke tilbage mod byen var der lidt skare og man var glad for de brede offpisteski, som kløvede igennem, som en isbryder i pakis.

Turen kan kombineres med lifte i Arosa og adgang til dalen derfra. Turen bliver markedsført som offpistesafari og man kan købe et tillæg til liftkortet, som giver en enkelt tur til toppen i  Tschiertschens liftsystem. Det er sikkerhedsmæssigt en god ide med en guide, som også kan finde siderne med den bedste sne. Vi var i hvert fald godt tilfredse med vores.

 

Let at komme til.

En stor fordel ved at rejse i Schweiz er, at de har et helt fantastisk jernbanenet, og uanset hvor man skal hen er det hurtigt og bekvemt. F.eks. tager det 1½ time fra lufthavnen i Zürich til stationen i Chur, hvorfra man let kommer med bussen til Lenzerheide.

På sidste dagen, skulle nogle af os med fly hjem til Danmark og andre videre til Østrig. Alligevel kunne vi nå at få det meste af dagens skiløb med!

Vi stod tidligt op og havde pakket inden liften åbnede. Med et solidt morgenmåltid indenbords gik vi med skiene på nakken mod liften der skulle føre os mod Parpaner Rothorn.

Fra liften, kunne vi konstatere, at den smule sne, som havde drysset over byen om aftenen, havde været mere omfattende oppe på bjerget. Renden vi havde kørt dagen før, var blevet dækket helt til, så man ikke kunne se gårsdagens skispor.

Vi startede med de to samme couloirs, som vi havde kørt dagen før. Det var ikke en ulempe at have kørt dem før. Vi kendte dem og kunne holde god fart. Efter de første to, kørte vi to mere relativt let tilgængelige. Den ene var ret nem, den anden havde en meget smal sektion, som man skulle forbi inden den også var let at køre. Fælles for dem var, at de førte ud til det samme pudderfelt, som vi kørte dagen før. Det paradoksale var, at vi var de eneste, som kørte couloirs, og da de er eneste adgang til pudderfeltet havde vi det helt for os selv.

Siden vi første dag havde kigget på renderne, var der en enkelt vi havde haft særligt godt øje på. Den startede som en stor tragt og blev afsindigt smal. På det samme sted var der også et drop. Det var ikke specielt stort, men når vi ikke vidste hvad der kom på den anden side, var der ingen af os der var særligt tiltrukket af tanken om bare at blæse over det. Efter lange overvejelser, besluttede vi os for at smide skiene og klatre ned. Det gav en helt fantastisk lang tur på et sted, hvor nærmest ingen andre havde kørt denne sæson.

Da vi kom ned til mellemstationen var klokken kun 11, og vi havde allerede kørt fem perfekte ture gennem hver sin couloir. Vi besluttede at tage noget at drikke på udendørscafeen. Da vi sad der i solen og drak sodavand, og kiggede på hinanden vidste vi, at vi tænkte det samme. Det havde været en perfekt formiddag, og sammen med dagen før havde den været en af sæsonens absolut bedste skioplevelser. Hvorfor skulle vi køre mere? Det ville være en fantastisk fornemmelse at stoppe mens legen var god.

Vi kørte ned til Chur, hvor foråret havde indfundet sig. Vi spiste frokost sammen, inden vi skiltes og tog i hver vores retning. Smilene og glimtet i vores øjne må have været det samme, mens vi i hvert vores transportmiddel tænkte tilbage på formiddagens fantastiske skiløb.