Tekst og foto: Per Henrik Brask

Off piste og powder i Whistler

Det er vel ok at være lidt smånaiv af og til? En uges skiløb i Canada – fem dage på pister, en dag på heliski. Hvilken ski skal man tage med. Selv medbragte jeg ét par ski. Bare et enkelt par. Jeg orker ikke længere at slæbe alle mulige ski med. Det er altid de forkerte ski, jeg tager om morgenen, og så skal jeg måske alligevel retur på hotellet for at bytte ski. Det gider jeg simpelthen ikke mere. Derfor ét par ski med til Canada; det må være alt rigeligt.

Jeg er ret vild med Head Supershape i.Magnum. Bevares modellen er ikke ideel over alt på bjerget og under alle (sne-) forhold, men særligt pistefræs kan skien, og arbejder du for det, så kan den også fungere i både pukler og powder! Når noget er universelt, så er sjældent rigtig godt til noget. Sådan er det ikke med i.Magnum – de er perfekte til kraftfulde sving med power. On piste! Og her er det så, at min naivitet kommer ind i billedet.

Ved indskrivningen dagen inden heliskiing spørger personalet, hvilken ski jeg benytter. Jeg fortæller det, og den venlige unge kvinde bliver fjern i blikket. Hun aner simpelthen ikke, hvad det er for en ski. Fair nok. Jeg forsøgte at tale om rocker, twintip, talje, længde osv for at forstå, hvorfor hun spurgte. Nu, vel kravet for at komme med – og turen var bestilt og forudbetalt hjemmefra – er, at der skal benyttes freeride-ski. Heldigvis har heliskiing-operatøren en hel forretning med udlejning af selv samme freeride-ski, så det var bare at lægge kreditkortet.

Vi er i Nordamerika. Safety firt. Oplysning af min vægt, og bindingerne blev indstillet på 6.5. Normalt skruer jeg dem op på 9 eller i hvert fald minimum 8.0. Samtidig med indstilling af bindingerne, blev mit navn skrevet på skiene. Smart og nødvendigt, når op til otte skiløbere med samme ski skal finde deres ski en forblæst bjergtop.

Ti sving og så ned at ligge

Tre til fire heli-løft afhængig af højde, vejrlig og dagens øvrige forhold var dagens agenda. En hel dag i powder og uberørt sne. Kan man andet end at glæde sig. Lidt nervøsitet indrømmer jeg gerne, at jeg ikke desto mindre havde, da vi blev sat af første gang og helikopteren atter, og tom for skiløbere, forsvandt lodret op i den blå himmel.

Den øverste del af toppen og første del af skiløbet var nok uberørt sne, men det var også hårdt pakket sne som følge af vind og uger siden seneste snefald. Ti sving og jeg lå ned. Begge ski ovenpå sneen, så det var let at finde dem og få dem på igen. Lidt mere forsigtigt fremad og ned mod den del af bjerget, hvor der var rigtig powder. Tre sving i dyb sne på et stejlt stykke og et regulært styrt. Lidt mere besværligt at finde ski og få dem på igen. Og lidt mere irriteret på mig selv. Samtidig kom guiden hen til mig og sagde uden omsvøb, at jeg skulle ned i niveau – bytte hold – ved næste løft.

Da jeg tredje gang lagde mig ned, var jeg ikke i tvivl. Det var bindingerne, der alt for let udløste. Denne gang så guiden det. At det mere var skiene som forsvandt fra støvlerne, end en skiløber med utilstrækkelige kundskaber. Hvis jeg for rullende kamera lovede ikke at lægge sag an, hvis jeg skulle få en knæskade, ville han låne mig en skruetrækker, så jeg kunne skrue DIN-normen op. Tak for det. Venligt af ham.

Læring nummer et. Afprøv grejet inden du bogstaveligt er på herrens mark. Tjek dine bindinger. Både at de faktisk udløser, og at de samtidig ikke udløser for hurtigt. Kort sagt at bindingerne udløser korrekt.

Med bindingerne på 9.0 gik det bedre og hvilken tur ned. Fantastisk. Fedt. Ubeskriveligt. Så vildt. Hvert et sving blev nydt.

Det foregik sådan, at guiden kørte først og markerede, at vi så kunne løbe enten til højre eller venstre for hans spor. Og så ventede han ellers nogle km længere fremme. Ikke noget børnehave eller supervision her. Er du på heliskiing, må du kunne klare dig selv. Forklaring, på guiden adfærd over for os, fik jeg, da vi første gang ventede på helikopteren for på ny skulle løftes. Her var der tid til at tale med de andre.

Polterabend og mindetur

Vi var tre skiløbere inklusive mig, fem snowboarder og en guide, som af sikkerhedshensyn altid løber på ski. Helikopteren er indrettet således, at guiden sidder foran ved siden af piloten, og så er der med lidt god vilje plads til 2 x 4 personer på to rækker bag det åbne cockpit.

De fem amerikanske snowboarder var taget til Whistler udelukkende for en dag på heliskiing. Det var en polterabend, og den kommende brudgom var tidligere professionel snowboarder. Hans kammerater vel cirka lige så. De to skiløbere var af sted for at ære den enes nyligt afdøde mand. Enken havde rejst jorden rundt med sin mand i hans job som guide og skiløber. Hendes veninde havde ikke rigtig nogen professionel skikarriere – hun var bare vildt god på ski. Og så var der mig. Første gang i Canada, første gang på heliskiing (og ligeved at være taget off piste på piste-ski). Jeg var den eneste, som ikke var i selskab med nogen, og da det set med arrangørens øjne helst skulle gå op med otte gæster, var jeg kommet med her.

Der er tre niveauer. Niveau 1 er ikke for begyndere, men dog et niveau alle dygtige og erfarne danske skiløbere kan tage med på. Jeg havde tilmeldt mig niveau 2, men var uden nogen former for dialog rykke op til højeste niveau. Altså niveau 3. Det forklarede ligesom, hvorfor der blev løbet og guidet, som der blev. Money overtrumfer Safety. Vi er jo i Nordamerika.

Læring nummer to. Spørg hellere en ekstra gang, hvilket niveau du er placeret på. Jeg faldt ikke igennem. Og jeg fik lov at blive på holdet. Man kan redde meget ved at være i bedste form og have god kondition i kombination med tilfredsstillende skikundskaber. Men der skulle arbejdes for det.

Naturen

Det helt særlige ved heliskiing i Canada er også naturoplevelsen. Når du kigger rundt, ser du intet tegn på, at der har være mennesker her før. I Europa er der altid spor af andre skiløbere, kvæg, en hytte her og der eller i hvert fald menneskeskabt lyd. Det er aldrig helt uberørt i Europas bjerge.

I Canada slog det mig, at ligegyldigt, hvor jeg spejdede, så havde jeg opfattelsen af, at her var det første gang, et menneske nogensinde havde været. Ikke noget som helst at se eller høre. Intet.

Læring nummer tre. Eller måske mere refleksion nummer tre. Fantastisk oplevelse. Intet mindre. Når jeg en anden gang får mulighed, så er jeg klar igen til heliskiing. Ubetinget. Også fordi jeg tager læringen med mig.

Lidt mere om sikkerhed

Alt sikkerhedsudstyr udleveres af heliskiing-operatøren. De foretrækker, at det er deres eget udstyr, således at det er arrangørens sonde, sender/modtager (transceiver) og skovl, du har i deres rygsæk. Så ved de, at det virker, og at det er det rigtige udstyr. Inden du bliver sendt af sted, så øves der på dagen i at bruge både sonde og lavinebipper. Meget betryggende og i øvrigt en grundig nærmest oplæring i at begå sig off piste.

At stige ind og ud af en helikopter med roterende vinger bliver deltagerne også trænet i. Her bliver der ikke slækket på sikkerheden.

Whistler Backcomb

Vancouver var vært ved vinter-OL i 2012. De alpine konkurrencer blev afholdt i Whistler Backcomb, som det samlede område hedder. Området er i sig selv – uden heliskiing – et besøg værd, hvilket beskrives i separat artikel.