Som nybegynder eller letøvet kan det være svært at overskue, om man skal leje eller købe udstyret til skiferien. Her følger en række gode råd om ski og støvler.

Uanset hvor smarte og lokkende de nye ski og støvler ser ud i butiksvinduet, så nøjes med at kigge. Lad være med at købe dem, hvis du er begynder udi det alpine skiløb.

Sådan lyder et godt råd til de tusindvis af danskere, der hvert år debuterer på pisterne. Rådet kommer fra skilærer Anders Olesen, der også er ekspert i skiudstyr.

– Hvem ved, om alpint skiløb overhovedet er noget for dig? Skiudstyr taber meget i værdi, så snart det er brugt, så lej udstyret den første gang, anbefaler skilæreren.

Ifølge Anders Olesen kan man sagtens købe eget skiudstyr, når man har løbet på ski en uge eller to og er sikker på, at man vil fortsætte.

– Det koster 1000-1200 kr. at leje ski og støvler i en uge. Letøvede kan erhverve et sæt ski og støvler for 4-5000 kr., så investeringen er tjent ind på omkring fem skiuger.

Det vigtigste er dog, at man får sit eget udstyr, og det gælder ikke mindst støvler. I et par nye støvler vil man skabe sin egen pasform, hvorimod et par lejestøvler ofte er helt udjokkede og tidligere har været benyttet af utallige andre mennesker.
Helt så vigtigt er det ikke at få sine egne ski.

– Så hvis man ikke har råd til begge dele, bør man absolut starte med at købe sine egne støvler. Og her skal man ikke gå på kompromis med kvaliteten og købe de allerbilligste, siger Anders Olesen.

Gå til en fagmand
Når investeringen skal foretages, anbefaler skilæreren i den grad, at man går til en fagmand. En ekspedient i en skiforretning vil nemlig kunne sørge for, at man får de ski og støvler, der passer til niveauet og har den rette størrelse og stivhed.

– Man bør springe Bilka og tilsvarende forretninger over, selv om deres slagtilbud kan være tillokkende. Det samme gælder almindelige sportsbutikker, der ikke har en decideret skiafdeling. Risikoen for at købe noget forkert udstyr er alt for stor, mener Anders Olesen.

I stedet anbefaler han at købe ski og støvler i en decideret skibutik. Samtidig advarer han mod, at man køber skiudstyr i udlandet.

– Hvis noget går i stykker eller skal byttes, er det meget lettere at have købt det i Danmark.

Ifølge Anders Olesen bør man som udgangspunkt købe udstyr, der svarer til ens nuværende niveau. Det er dog i orden at købe noget, der svarer til et lidt højere niveau, da man jo løbende forbedrer sig som skiløber. Derimod bør man holde sig langt væk fra udstyr, der passer til et lavere niveau.

– Det første par ski, som man køber, bør være en allroundski. Så kan man altid investere i specialski på et senere tidspunkt i karrieren, siger Anders Olesen.

Lej i udlandet
Før i tiden var det meget udbredt at leje sit skiudstyr i Danmark og selv tage det med på skiferien. Det ser man ikke så ofte mere, og det er ifølge Anders Olesen en positiv udvikling.

– Skiudstyr bør lejes på destinationen. Så har man muligheden for at bytte det undervejs, såfremt man i første omgang har fået fat i noget forkert. Det er specielt vigtigt for begyndere, der sjældent har fornemmelsen af, hvor stramme et par skistøvler skal sidde på foden.

Anders Olesen anbefaler også, at man ved leje af skiudstyr er meget ærlig omkring sit niveau. Ellers risikerer man at få udleveret det forkerte.

– Man skal ikke være kæk og overdrive sine kundskaber, for så risikerer man at få nogle ski og støvler, der er så stive, at det ødelægger skiferien. Omvendt skal man heller ikke være ydmyg og kalde sig begynder, selv om man har været afsted i en uge. For så får man altså begynderudstyret, der altid er det dårligste og mest slidte.

For og imod køb af eget skiudstyr
For: Har man selv ski og støvler med, slipper man for at skulle starte ferien med at bruge tid på at leje det i en overfyldt skibutik. I stedet kan man gå direkte på pisten.
Støvlernes pasform passer til dine fødder og ikke alle dem, der tidligere har brugt dem.

Imod: Man slipper for at slæbe tungt og pladskrævende udstyr med sig. Rejser man med fly, koster det normalt 300-350 kr. at medbringe ski og støvler.

Man har muligheden for at bytte udstyret undervejs, hvis man har lejet det på destinationen.

Kompromis: Et godt kompromis, når det handler om at købe eller leje skiudstyr, er at købe egne støvler og så leje skiene på destinationen. Så slipper man for at transportere de lange ski, og man slipper også for de ofte udjokkede leje-skistøvler.

Test dine bindinger
Flere tidligere undersøgelser har vist, at man ikke altid kan regne med, at personalet i skibutikker indstiller støvlernes bindinger korrekt. Ofte spørger de kun om kundernes vægt og glemmer, at faktorer som højde og skikundskaber også spiller ind, når bindingerne skal indstilles.

Desværre bliver bindingerne som oftest indstillet for stramt, og derved har bindingerne sværere ved at udløse, end godt er.

Derfor bør alle skiløbere teste deres bindinger – hvadenten man har egne ski eller lejer dem i en skibutik. Går man på skiskole, kan man ifølge Anders Olesen også spørge sin skilærer, om bindingerne er indstillet korrekt. Er det tilfældet, vil skilæreren normalt anbefale eleven at få bindingen justeret i en skibutik.

Man kan selv lave et “bindings-tjek” via to hurtige manøvrer: Tag den ene ski på, læn kroppen fremover og hiv hælen kraftigt opad. Udløser hælbindingen ikke, er den for stramt indstillet og skal løsnes. Tåbindingen tjekkes ved at tage skien på, kante den, bøje i knæet og presse foden sideverts ud af bindingen med fuld kraft. Også her skal bindingen kunne udløse ved kroppens fulde pres alene.

Forrige artikelDanske skilærere fra Snowminds underviser asiater i skiløbets kunst i Japan
Næste artikelSkirejser: Tiltrækkende Trysil i Norge