Foto: Magnus Grönberg

Selvom der ved toppen af Dachstein ligger et lille skisportssted, hvor der på mange sæsoner er en snedybde på 5 meter og kabinebanen som fører derop, er en af de mest eksponerede i Verden, er det ikke det som har haft den enorme tiltrækningskraft på mig. Det er heller ikke fordi de har bygget en ”skywalk” med hængebro og udsigtplatform på ydersiden af det imponerende bjergmassiv.

Det skyldes derimod, at jeg for nogle år siden fandt ud af, at man kunne køre på ski ned ad sydsiden af bjerget! Herude ligger nemlig en offpisterute, som nok er stejl og ofte har lækkert skiløb og op til 1700 højdemeter. Men den egentlige udfordring er at komme til toppen af linjen… Det kræver nemlig at man er rustet med det rigtige udstyr og at man ikke har højdeskræk.

De sidste mange år, har forholdene ikke været optimale, når jeg har lagt vejen forbi… Men i år skulle det være.

 

Dachstein

Da vi parkerede bilen udenfor liftstationen ved Dachstein en dejlig januarmorgen ved 10 tiden, kom en gut, som var ved at rydde sne, farende i sin sneplov og forklarede med østrigske fagter og armbevægelser, at jeg skulle holde tættere på bilen ved siden af. Jeg bakkede ud igen og parkerede en halv meter tættere på. Selv om liften havde haft åbent siden kl. 8.30 holdt der kun 3 andre biler på den kæmpestore parkeringsplads. Det kunne umiddelbart være lidt svært at se problematikken, ved afstanden til den anden bil, men snerydderen frygtede måske en turistinvasion senere på dagen!?

Vi gik op til lifthuset for at høre status på Edelgriess-nedfarten. På Dachsteins hjemmeside var den markeret som lukket, selv om det var 3-4 dage siden sidste snefald. En sød liftdame fortalte, at de arbejdede på at åbne den, men at de sidste dages vind havde medført en del fygning, så tunnelen var sneet til. Hun mente at de nok ville åbne den i løbet af dagen, men mente også det måske ville være klogt, at vente til næste morgen, da det ville blive en varm dag og sneen på den sydvendte bjergside godt kunne blive lidt ustabil.

Vi hentede skiene i bilen, men lod sikkerhedsudstyret ligge til næste dag. Der var ikke kommet flere biler i mellemtiden. Der var ikke andre i køen til liften, så vi besluttede at lave lidt adrenalin-træning på vej op.

Dachsteinliften er nemlig unik på flere måder. Dels forcerer den 998 højdemeter op ad den nærmest lodrette klippevæg, dels gør den det i et spænd (ikke noget pjank med pyloner og andre foranstaltninger til at supportere wiren) og endelig kan man stå på taget af kabinen!!! Der er simpelthen bygget en lille udvendig ”kasse” med plads til de ti personer, oven på selve kabinen. Heroppefra havde vi førsteklasses udsigt til bjergvæggen på vejen op. Da vi nærmede os toppen, kunne vi se snefladen vi skulle forcere dagen efter for at komme til Edelgriess. Under den var et mange hundrede meter lodret fald og fra liften kunne vi ikke se rebet, vi skulle sikre os med. Det skulle nok blive spændende.

Det lille skiområde på gletsjeren er hurtigt gennempløjet. Det består af 1 stolelift og 3 slæbelifter. Pisterne er nærmest altid perfekte, fordi sneen forbliver kold hele sæsonen. Området kan også være helt godt til offpiste, men ofte bliver sneen blæst væk af den kraftige vind, som huserer heroppe.

Ved liftstationen i 2700 meters højde ligger skywalk’en. Den består af en hængebro og en træbro bygget rundt på bjergvæggen. Et sted er der en frithængende trappe, som fører ned i ingenting! Den ender blot på en lille platform med glasgulv. Under den er der 1000 meter til jorden, så også her kan man lige prøve om ens evner i til at håndtere højder er i behold. Endelig er her også et ”ispalads”. Det er en ishule i gletsjeren, hvor der er udstillet skulpturer af is. De er oplyst af farvet lys som forstærker indtrykket af de flotte figurer. Det er utroligt flot og er ”gratis” om vinteren for skiløbere og andre med adgang til liften. Alt i alt er Dachstein klart et besøg værd, hvis man nøjes med en halv skidag eller en afslapningsdag, når man er på skiferie i Ski Amadé-området. Det er samme liftkort.

Da vi kørte retur til vores hotel i Schladming, havde de åbnet Edelgriess, så vi var klar til næste dag. I øvrigt var den ene af de tre andre biler på parkeringspladsen væk da vi kom ned, så invasionen var udeblevet.

 

Er man adrenalinjæger eller offpisteentusiast er Dachstein altid et besøg værd. Toppen af liften er et godt udgangspunkt for at bestige Dachsteins tinde (2996). Men der er også helt unikke skimuligheder. Også for folk med lidt højdeskræk. Østrigs nationale skitour går nemlig fra gletsjeren under det høje bjerg og ned til Obertraun på den anden side af massivet. Ruten er 15 km og er markeret med røde pæle, så alle kan finde vej. Den er ikke teknisk svær, men en stor oplevelse og man kan få bustransport retur til Dachstein. Turen var desværre lukket da vi var der. Det var først på sæsonen og gletsjerspalterne var endnu ikke lukket helt til.

Vores primære mål var jo også Edelgriess og næste morgen svingede vi ind på parkeringspladsen ti minutter i ni. Der holdt allerede to biler, så jeg parkerede tæt på den ene, for en sikkerheds skyld.

Vi fik alt udstyret ud af bilen og fik igen plads uden på kabinen på vej op. Vel oppe kørte vi ned til Hunerkogellift. Fra toppen af den starter eventyret.

Umiddelbart kan det være svært at få øje på noget eventyr bag liften. Den rå klippe rejser sig lodret mod himlen og største delen af den ligger i evig skygge. Men bag liften, lidt til venstre vil det trænede øje, bemærke, at der er hugget trin ind i den golde væg. Kigger man rigtigt godt efter kan man se, at trinnene længere oppe bliver afløst af aluminiumsstiger som er fæstet i klippen. Midt på klippen 30 meter oppe stopper stigen og man kan ikke se videre. Det er kun starten på eventyret.

Vi iførte os klatreseler og satte ski og stave fast på rygsækkene. I klatreselen havde vi monteret en slynge med to karabinhager. Ved siden af stigen er der en wire som vi kunne sikre os i. For hvert femte trin, er der en sikring på wiren. Man kommer forbi, ved at flytte først den ene karabin og derefter den anden. På den måde er man altid sikret med en af karabinerne. Trinnene, som er sat fast i klippen, er noget ukurante og det var ikke altid til, at få skistøvlen så langt ind over dem. Det var godt at have to hænder fri, især når karabinerne skulle flyttes.

Ca. 20 meter oppe stoppede trinnene og der var i stedet monteret to aluminiumsstiger efter hinanden. Aluminium virker ikke særligt robust. Især ikke så højt oppe og trinnene var glattere. Til gengæld sad stigerne løst og bevægede sig hver gang man satte foden på et nyt trin. Det hele var lidt grænseoverskridende… men ingenting i forhold til det der ventede.

Der hvor den anden stige ender er der en tunnel. Den fører direkte gennem bjerget og ud på den eksponerede forside. Tunnelen er høj nok til at man kan gå oprejst i den, bare ikke med ski på rygsækken. Så vi måtte bære dem igennem. På den anden side kommer man ud på en lille hylde. Neden under er der i bedste fald ”kun” 5-600 meter ned, men skulle man være uheldig og falde, ligger man næppe stille før 1000 meter længere nede. I og for sig ligegyldigt… man dør ganske givet også ved et fald på sølle 15 meter.

Til venstre starter en lille sti, over snefladen vi havde set fra liften. Flade er nok ikke det rigtige at kalde den, for den hælder nok 40 grader og er dermed potentiel for laviner i ustabile forhold. 10 meter nedenfor stien kommer afgrunden. Heldigvis er der spændt et reb ud, man kan sikre sig i. Selv om det mest ligner en blå tørresnor, burde den kunne holde en skiløber med fuld oppakning. Under alle omstændigheder går man en ad gangen mellem sikringerne.

Jeg gik forrest og efter 100 meter bliver det hele lidt mere tight. Afgrunden har ”sneget” sig ind på én og man kan se direkte ned i den.  Det skyldes at man ikke længere går på fladen, men derimod på en lille hylde på klippen. Det ville være løgn, hvis man påstår at pulsen ikke lige går lidt op, når man står mange hundrede meter oppe på en lille hylde, i sne, tøjret til en blå tørresnor… men sikke en udsigt.

Pulsen fik lige et nyk op igen ved enden af sikringen. Man stod stadig på snehylden og til højre havde vi afgrunden. Lige fremme var en lille kam man skulle kører nedad på ski. Problemet var, at man ikke kunne se hvad der kom længere fremme. Vi tog ski på en ad gangen, mens vi stadig var sikret. Da skien sad hvor de skulle og stavene var i hænderne, afsikrede jeg mig og kørte forsigtigt frem. Sjovt at benene føles som overkogt spaghetti, når man har mest brug for dem!?

Da jeg kom lidt frem og over kammen, kunne jeg se at der var en drive på kanten, hvor indgangen til selve offpisteruten er. Problemet var, at min vægt kunne brække driven af hvis sneen, hang ud over kanten. Sådanne skred kan få hele snelaget til at skride og ville formentlig hive mig med. Det ville være surt, men kunne være eneste mulighed at vende om nu.

I sikker afstand af driven, gled jeg lidt længere ned, så jeg kunne få et overblik. Heldigvis var der ikke noget stort udhæng og jeg kunne køre over kanten til et ”safe spot” og råbe til min følgesvend, Magnus, at han kunne sætte i gang.

Fra ”safe spottet” kunne vi overskue hele den øverste (og stejleste) del af Edelgriess og det var et godt syn der mødte os. Masser af uberørte flader hvor vi kunne lægge vores sving, som belønning for strabadserne. Vi valgte at tage den korte variant med 1000 højdemeter, så vi kom tilbage til liften. På vejen ned blev vi mødt af alle typer sne. Pudder i toppen, firn lidt længere nede hvor solen ikke havde fået overtaget helt, slush længere nede hvor solen havde stået på hele dagen og hård sne (næsten is) i skyggerne hvor der stadig var frost.

Helt nede var det tung, tung ”klistersne”. Men da vi ramte parkeringspladsen, var det alligevel med high fives og knuckles og arme der var svære at få ned. Vi tog en kold forfriskning på hotellet ved liftstationen. Da vi lidt senere gik mod liften igen, for at komme op og glide lidt rundt på pisterne på mægtige Dachstein, konstaterede jeg, at der var kommet en bil mere på parkeringspladsen og at fjolset havde parkeret med 2 meters mellemrum til min… håber alligevel at han/hun fik et eventyr, som var lige så godt som vores.

 

Hvis du vil se en video om eventyret, kan den findes på Youtube-kanalen SKITV