Tekst: Klaus Hybler    Foto: Malene Brogård

Mürren i Jungfrau-regionen er schweizisk alpeidyl, når det er allerbedst. Roen i den bilfri by afløses af heftig aktivitet på bjerget, hvor jeg i løbet af 2 dage vil lære at stå på telemark ski.

 

Gondolen løfter os knap 800 meter fra Lauterbrunnen-dalen op til den lille alpeby Mürren. Her bor blot omkring 350 faste indbyggere på kanten af bjerget, og med en imponerende udsigt til de knejsende bjergtinder Eiger, Jungfrau og Mönch.

Da vi er kommet op og træder ud i sneen behøver vi ikke bekymre os om, hvordan vi får fragtet vores baggage til hotellet i den bilfrie by; Hotel Alpenruh ligger blot 100 meter lige frem for os.

Vi beslutter at gå en tur og udforske landsbyen i selskab med det sidste sollys. Meget gamle træhuse i tre eller fire etager fylder den smalle gade, og enkelte gårde, hvor kreaturerne i gamle dage optog den underste etage står endnu. En kælk kommer drønende imod os, for sneen får lov at blive liggende.

Vi passerer et lille supermarked, et par skibutikker, en skøjtebane og en ny lækker svømmehal, og så er her ikke meget mere ud over hotellerne naturligvis. I Mürren kommer skigæster, og ofte familier med børn for at nyde byens rolige atmosfære, frem for at hænge i en bar eller på diskotek til langt ud på natten. Mürren et stedet for dedikerede skiløbere, der vil give den max gas på områdets 54 km pister, eller i den højt beskattede off-piste, men stedet er også kendt for telemark, ikke mindst takket være den årlige event, som finder sted i begyndelse af maj, hvor 600 skiløbere på telemark i fire dage befolker skiområdet Mürren-Schilthorn. Ud over en masse skiløb byder Telemark Only Festival på workshops og et testcenter, hvor diverse telemark-udstyr kan afprøves.

Et hurtigt overblik viser et pistekort som består af en god blanding af blå og røde pister, og hertil kommer et par drabelige sorte, som er ganske lange. Fra toppen Piz Gloria i 2.970 m kan man kun komme ned ad sort piste, og lidt længere nede ligger den stejleste piste i Jungfrau Region med et fald på 88 procent på det stejleste stykke. Heldigvis er vejret med os; solen har opvarmet og blødgjort sneen i toppen, og turen ned at de sorte pister virker på ingen måder skræmmende. Udsigten til schweizernes stolte bjerge er mageløs; Eiger, Mönch og Jungfrau knejser i deres fulde figur.

De mest udfordrende pister er højt i terrænet, mens de lette er længere nede mod dalen, og man kan altid komme tilbage til Mürren ad en blå piste

 

Telemark for første gang

Det har altid fascineret mig at se skiløbere stå på telemark ned ad pisterne, og nu skal det prøves! Sabine, som er skilærer ved Swiss Ski School Mürren-Schilthorn, vil forsøge at lære mig at stå på telemark på to formiddage (2×2 timer), og som habil slalom-skiløber har jeg en forventning om at det kan lade sig gøre.

På vejen op i gondolen til Birg i 2.677 m snakker vi lidt om udstyret til telemark. Man kan anvende de samme typer ski som ved almindeligt alpint skiløb, hvor nogle ski er gode i off-piste, mens andre er bedre på pisten. Det er støvler og bindinger som gør telemark anderledes. Støvlerne er meget mere fleksible, så man kan bukke ved forfoden, og bindingerne tager ligeledes højde for at man skal kunne løfte hælen. På mit lejede telemark-udstyr sidder en binding af typen 75 mm Nordic norm med kabel som fæstnes på ydersiden af støvlen.

Da vi er stået af gondolen viser Sabine mig på et faldt sneunderlag den helt grundlæggende bevægelse i et telemark sving: begge ski flyttes i hver sin retning (den ene ski frem og den anden tilbage). Det forreste knæ bøjes til vandret position, mens det bagerste knæ bøjes til ca. 10 cm over sneen. Øvelsen svarer til de lunges, man udfører for at træne forsiden af lår samt balder, og som en del af enhver skitræning.

Et telemark sving starter med en plov, så det er det første, jeg gør på vej ned ad pisten. Og da jeg afslutter plovsvinget fører jeg dalskien frem samtidig med at bjergskien flyttes bagud.

”Et telemark sving er noget helt andet end et parallelt sving. Du skal have vægten lige under din hæl, og hvis du får vægten på forskiene, står du lige på hovedet,” siger Sabine.

Den første tur ned ad den brede blå piste går overraskende godt! Mine sving ligner umiskendeligt telemark, men Sabine vil have mig til at flytte skiene meget mere fra hinanden. ”Du må gerne overdrive!” Og det forsøger jeg, men skiene har svært ved at være både forskudt og parallelle lige indstil jeg får sat et let tryk på ydersiden af dalskien, juhu!

Vi tager den 4-personers stolelift op til Birg og kører den samme piste hele formiddagen. Sneen er rigtig god oppe i terrænnet; lidt blød i overfladen, hvilket giver et godt kantgreb.

Næste formiddag tager vi den første gondol op kl. 8:10 og fortsætter telemarkundervisningen oppe i terrænet. På trods af ihærdig skitræning inden skituren kan jeg mærke ømheden fra dagens før, især på forsiden af lårene, og mine ben virker som tunge stolper. Sabines opmuntrende instruktion hjælper, og snart kan vi bygge videre på gårdsdagens læring. Den helt store telemark test sker, da vi løber ned mod Mürren ad den sorte piste ”Kanonrøret”. Det ene telemark sving afløser det næste på den smalle piste – og jeg består testen. Det virker faktisk lettere at svinge i telemark stil i forhold til slalomsving, og jeg begynder at forstå, hvorfor telemark er den ældste skiløbsteknik, man kender.

 

 

FAKTA

Skiområdet Mürren-Schilthorn

Åbent fra 30. november 2019 til 19. april 2020.

(Delvis åbent for Telemark Only Festival 1.-3. maj 2020)

Højde:               1.650m – 2.970m

Pister 54 km:   38 Blå, 33 % Rød, 29 % Sort

Skipas

3 dage 210 CHF (ca. 1.440 kr.)

Swiss Ski School Mürren-Schilthorn

Individuel Telemark-skiundervisning (1-2 personer):

Pris 2 timer, fra 160 CHF (ca.1.100 kr.) Ved mere end 2 personer betales 20 CHF (ca.140 kr.) pr. ekstra person.

Langrend

2 klassiske løjper (20.5 km)

2 Skatingløjper (22 km)

Snowpark

Skicross bane

 

Mere information

www.schilthorn.ch

www. muerren.swiss

Forrige artikelSkicircus Challenge
Næste artikelUd over kanten
Skiavisen.dk anvender forskellige gæsteskribenter, der bidrager med nyheder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra skiverdenen. Denne artikel er skrevet af en gæsteskribent.