Hovden Alpinsenter åbnede i 1968, da den første stolelift blev monteret op til fjeldtoppen Nos. Det er stadig Nos der er toppen af skicentret, men siden er meget af Nos og Hovdenuten blevet gradvist udbygget.

I dag fremstår alpincentret som et moderne, overskueligt og veltilrettelagt anlæg, hvor hele familien vil trives. Tusseland er børnenes eldorado og Bukkerittet Terrænpark bliver bare mere og mere spændende for hvert år.

Hovden Alpinsenter:
• Højde: 763 – 1.183 meter over havets overflade
• Højdeforskel: 420 meter
• 34 pister
• 36,5 kilometer piste
• 1.250 meter terrænpark
• Tusseland med magic carpet, skikarrusel og terrænpark
• Boardercross-løjper
• 2 fire-sæders stolelifter
• 1 to-sæders stolelift
• 5 træklifter

Højt, herligt – og billigt!
4.250 kr. plus brændstof til bil og mave. Mere behøver en skiferie for hele familien ikke at koste, hvis man vælger norske Hovden.
Noget må stikke under, tænker vi, da vi sidder i bilen på vej op gennem den snedækkede Setesdal, der fører os fra Norges sydspids til Hovden et godt stykke inde i fastlandet. Med den pris, som en skiferie i Hovden har, må der ud over frosten gemme sig betydelige minusser et sted derinde i snemasserne, konkluderer vi.
For billigere skiferie skal man lede længe efter.

Rejser man i den billigste periode, koster turen kun 4.250 kr. – vel at mærke for hele familien. Prisen gælder to voksne og højst tre børn under 16 år og inkluderer færgeoverfart fra Hirtshals til Kristiansand, fem overnatninger i hytte og liftkort til fem dage. Det er ikke blot en billig skiferie. Nej, billigere ferie er svær at opdrive.
Der er discount i luften, men landskabet omkring os fortæller en anden historie, mens vi triller tyst af sted gennem den smukke frosne verden. Vinteren har længe haft sit tag i graner, fjeld og flod, og vi fornemmer, at vi har store oplevelser i vente.

Skiløb
Hovden byder på 27 nedfarter, der strækker sig over sammenlagt 26 km, og er dermed det sjettestørste alpinanlæg i Norge. Største højdeforskel er 413 meter. Hovdens største force er den høje placering. Toppen ligger 1.183 m.o.h., og bunden 770 m.o.h.

Begyndere
Tusseland er indrettet med tanke på børn og begyndere. Der er rullebånd og tallerkenlift, så alle har en chance for nem transport op ad bakke. Der er masser af plads og mulighed for selv at bestemme, hvor stejlt det skal være. Der findes temmelig lange grønne og blå pister.

Øvede
Den mere rutinerede skiløber finder masser af udfordringer i Hovden, der har 11 røde pister, som strækker sig over 15 km. Især de omkring 6 km nye røde pister mod vest – og med dem fordoblingen af liftkapaciteten – har bedret forholdene for øvede skiløbere.

Eksperter
Hovden er hjemsted for et af Norges såkaldte skigymnasier, hvor spirende talenter kan dygtiggøre sig på ski såvel som bogligt. Dermed er det også sagt, at Hovden råder over de faciliteter, som er nødvendige for at udfordre dem, der er født med ski på. Men i længden kan det knibe med variationsmulighederne. Hovden har fem sorte pister, den længste på 600 meter.

Snowboard
Hovden har gode tilbud til de legesyge. I alpincentret finder man Bukkerittet Terrengpark, som rummer både lette og mere udfordrende elementer. Her kan man lege på både rails, boxer, fun-boxer, i quarterpipe og på big jumps.


Lifter                                                                                                                       Tre stolelifter, T-lifter og tallerkenhejse sørger for at transportere skiløbere fra bund til top. Kapaciteten er blevet udbygget i 2008, så der er sjældent kø. Det gælder dog ikke i weekender og ferier, da en vis ventetid må påregnes.

Langrend
Vil man have vinterens skønhed ind under huden, er det med at finde langrendsskiene frem. Og Norge må siges at være langrendslandet over alle. Hovden har 189 km præparerede løjper. I og omkring Hovden er der kortere oplyste løjper i skov og over de søer, som ligger i området. Fra Hovden går der ture op på fjeldet, hvor man kan være heldig at se rener i tusindvis. Turen til Auversvatn hører til blandt favoritterne hos de lokale. Ruten er 19 km lang, højdeforskellen er 340 m, så husk drikkelse og en madpakke.

Lysløjpen på Hovden Langrennsarena
Stort set alle Hovdens langrendsløjper hænger sammen i et netværk. Dette gælder også for løjperne på Hovden Langrennsarena. Beliggende i Hovden centrum er det et noget lavereliggende område end resten af løjperne, men derimod bedre beskyttet mod vind og vejr.
Arenaen har løjper både for eliteløbere og nybegyndere. Her løbes tit konkurrenceløb, men er også velbesøgt af familier.
Næsten hele arenaen har lysløjper, som tilsammen udgør cirka 10 kilometer. Lysene er tændt indtil kl. 23.00 hver aften.

Snesikkerhed
Hovden ligger højt i forhold til langt de fleste andre norske skiområder og hører dermed til de mest snesikre steder. Regn med skiløb frem til udgangen af april, og er der faldet meget sne i løbet af vinteren, er sæsonen endnu længere.

Børnevenlighed
Hovden er som næsten alle norske skidestinationer yderst børnevenlig. Hovden er en familiedestination blandt danskerne, og det giver sig udslag i fine faciliteter for de små.

Atmosfære
Hovden har en hyggelig, lokal atmosfære. Det er et sted, hvor lokale og turister står på ski side om side, og det giver mulighed for en god snak med folk, der kender området ud og ind. Det er også et sted, hvor man har tillid til hinanden. Mange undlader at låse bilen, når de parkerer.

Byliv
Hovden by er lille, men dog stor nok til at huse en skole, skigymnasium og lægekontor. Bymidten er hyggelig, men den er hurtigt overstået. Omgivelserne er smukke. Indkøbsmulighederne er gode, men et decideret udeliv kan man ikke tale om. Diskoteker og bodegaer finder man ikke i Hovden, hvor der er stille efter kl. 22, hvor det sidste af byens to supermarkeder lukker.

Prisniveau
Nok er familiepakken med færge, ophold og liftkort billig, men prisniveauet i Norge er generelt højt. Det betaler sig både af hensyn til tidsforbruget og økonomien at medbringe det meste hjemmefra. I skicentrets cafeteria koster en burgermenu omkring 100 kr., og en cappuccino i papkrus 20 kr. I supermarkedet må man slippe store summer for kød og grøntsager, mens mejeriprodukter og brød i højere grad er til at betale.

Forrige artikelHjelme
Næste artikelFuld fart døgnet rundt
Skiavisen er Danmarks største skiavis med nyheder om ski og snowboard, lær at stå på ski og få anmeldelser af rejser og udstyr til ski.