Plads til forkælelse og godt skiløb

Af Hans Wested

Ischgl er ikke dyrere end andre store skisportssteder, hvis man rejser med rejsebureau eller selv kører i bil og booker et værelse eller lejlighed på en familepension i én af de landsbyer, der ligger i omegnen i Ischgl. Priserne i supermarkedet eller på et par fadøl på afterski, er det samme som andre steder.

Men vælger man at spare op til lidt ekstra forkælelse, er mulighederne for at spise og bo godt i særklasse til rådighed. Ischgl har til forskel for andre skisportssteder en fordeling af hoteller, hvor antallet af 4-stjernede udgør hovedparten.

Nattelivet byder også på fine muligheder for at gå efter et glas champagne og gode drinks på diskoteker, hvis man er i humør til det. Ellers går man på én af de klassiske østrigske ølstuer, hvor schlagermusik og tunge træborde er gældende. Der er med andre ord noget for enhver smag og pengepung i Ischgl.

Målgruppen af skiturister er i alderen af 30-50 år og typisk vennegrupper, hvilket markedsføringsmæssigt er et strategisk valg som turistbureauet og byen som helhed, har valgt at forfølge.

Èn ting som dog går på tværs af alle målgrupper, er ønsket om et godt skiløb i ferien. Dette kan Ischgl til fulde indfri. Skiområdet ligger højt og liftsystemet er moderne og effektivt.

Fuld aktivitet i sommerperioden

Når skisæsonen i Ischgl slutter 1. maj bliver byen ikke omdannet til en soveby, hvor alle tager op i terrænet og slapper af med tæppe og rosévin, snarere tværtimod. Lige efter 1. maj starter de planlagte ombygninger, vedligeholdelser og moderniseringer af byen og skiområdet.

Som turistchefen udtrykker, er malingen dårlig tør på de enkelte værelser på hoteller og pensioner, når det nye indryk af skiturister kommer i slutningen af november.

Et eksempel på at bruge tiden effektivt over sommeren, er etableringen af en ny 6-stoles lift, Gampenbahn E4, der til fulde viser den nyeste teknologi fra firmaet Doppelmayr, som alle sikkert kender, og som står for 9 ud af 10 stolelifte i alperne.

Den kører hurtigt og nærmest lydløst med varme i sæderne. Desuden er sæderne designet, så man får indtrykket af at sætte sig ind i en rallybil.

I Ischgl og Østrig generelt, er man med god grund stolte over at kunne arbejde effektivt over sommeren. Hvis man keder sig på bilturen gennem Tyskland kan man på Youtube finde en række af clips, der viser timelapse over bygningen og andet interessant til ”Gampenbahn E4”.

Mobilapp GPS – Tracker de smuglerture man kører

Ischgl har tilrettelagt 3 forskellige sammenhængende ture eller runder i terrænet, hvor sværhedsgraden og turens længde varierer, som kan trackes over mobiltelefonen.  Det er en guld-, sølv- eller bronzetur.

Konceptet er en gennemført mobilapp, der via GPS tracker, hvor hurtigt og hvor langt man har kørt på dagen og turen er markeres på Google maps. Ens tider for de forskellige ture bliver listet på ens egen scoreliste og appellerer således til lidt konkurrence på tværs af rejsegruppen. Det er rigtig godt tænkt.

Via mobilappen kan man også hente historier fra dengang, hvor smugler var en nærmest beskyttet titel som mange i landsbyen Ischgl erhvervede sig med. Her vises videoklip med aldrende smuglere, der fortæller ”røverhistorier” fra tiden før krigen, hvor de på gamle træski og i læderstøvler kunne løbe hurtigere end politiet, og dermed slippe væk med en rygsæk fuld af madvarer, som var købt eller udvekslet med andre varer i en landsby på den anden side af grænsen til Schweitz.

Efter krigen var det mere traditionelle smuglervarer, som cigarretter, spiritus og nylonstrømper, som var i rygsækken over grænsen. Så på den tid var det let at spotte, hvem af landsbyens unge piger, der var kæreste med en smugler.

Fra bondelandsby til High End skisportssted

I 1963 startede Ischgl sin tranformation fra en stort set selvforsøgende alpelandsby til et skisportssted, med en milliard omsætning.

Byens bønder og håndværkere så mulighederne i at tiltrække skiturister, som var en spirende ny rejseform i alperne.

De dannede et liftselskab, og indskød deres opsparing til bygningen af en gondollift, som stod klar knapt 2 år efter. Kabinen kørte et par ture, og på den tredje tur brød den sammen. Liftselskabets medlemmer, måtte endnu engang til lommerne, hvilket gjorde ondt, men de stod fast og genopbyggede gondolliften.

I dag er liftskabet et aktieselskab, der hvert år investerer et større millionbeløb i vedligeholdelsen og moderniseringen af liftsystemet. Alle aktier er fordelt på det samme antal familier, der startede liftselskabet. Aktierne bliver selvfølgelig ikke solgt, men går i arv og der udbetales ikke noget aktieudbytte. Selskabets overskud investeres i liftsystemet, da alle er bevidste om, at det er fundamentet for fortsat at kunne tiltrække skiturister.

Grundtanken for en modernisering af liftsystemet bygger således på en ”andelstanke”, hvilket også betyder at de 40 bønder, der fra starten sagde god for at deres marker skulle blive til pister, også får en årlig betaling når vi bruger deres marker til skiløb.

Der er er ikke en ordning der tager højde for at betalingen følger hvor mange skiløbere, der kører på pisten, men det kommer sikkert en dag.

Snesikkert og effektivt liftsystem

Mange skientusiaster læser i medierne med en vis tristhed, hvorledes klimaforandringer begynder at mærkes i alperne, med smeltende gletsjere og at sneen falder senere på sæsonen end tidligere.

Direktøren for Ischgl´s turistbureau fortæller, at den sædvanlige åbning af lifterne i starten af november, for første gang i mange år var svær. Selvom at 90 % af pisterne kan dækkes med kunstsne, var det problematisk.

Jul og nytår er for alle skisportssteder en ”højtid”, hvor det er afgørende, at der er sne på pisterne. I takt med at sæsonen (forhåbentlig ikke) starter senere, bliver de ellers loyale skiturister, der fejrer jul og nytår det samme sted, mere troløse i deres valg af rejsemål. Det gælder ikke så meget os danskere, der bestiller skituren i sensommeren, men mere de lokale familier, der bor i alperne, som med en radius af 2-3 timers bilkørsel kan vælge mellem de første 10 gode skisportssteder.

Det betyder at flere nu aktivt tjekker webcams på skisportsstedets hjemmeside som medbestemmende for valget af destination, især op til jul og nytår.

Alle håber ikke at klimaforandringer bliver en realitet. Ischgl ligger i 1400 meters højde og en stor del af terrænet ligger i 2000 – 3000 meters højde. Dermed er Ischgl et af de mest snesikre skisportssteder i alperne.

Forrige artikelPå ski i Polens vinterhovedstad Zakopane
Næste artikelItaliensk VM-guld i Super G
Skiavisen.dk anvender forskellige gæsteskribenter, der bidrager med nyheder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra skiverdenen. Denne artikel er skrevet af en gæsteskribent.