Hvor mange steder kan du løbe på ski mellem to lande? Det skal være forbundne områder, hvor du kan løbe “on piste” og tage en lift retur. I Europa kan jeg tælle seks områder med grænseoverskridende skiløb. Her kommer et par hints til byerne og deres særkender, hvis du får lyst til grænseoverskridende skiløb.

Schweiz og Frankrig

Les Portes du Soleil. Avoriaz, Morzine og Chatel i Frankrig og Champéry i Schweiz er nok for os danskere de mest kendte byer i Les Portes du Soleil. Der er i alt otte franske og fire schweiziske forbundne byer/delområder i Les Portes du Soleil.

Les Portes du Soleil og Les 3 Vallées påstår begge, at de er verdens største skiområder. Hvilket område, der har ret, afhænger af, om du måler størrelse på antallet af pister eller antallet af lifter. På ét felt “vinder” Les Portes du Soleil faktuelt over Les 3 Vallées, og det er, at det her er muligt at løbe på ski mellem to lande.

Selv synes, jeg at Morzine er bedre af bo i end Avoriaz. Morzine er mere hyggelig med chalets og mindre hoteller, mens Avoriaz med sine gigantiske lejlighedskomplekser ikke rigtig tiltaler mig. På afstand forstår jeg hovedarkitektens vision om at konstruere enorme opbevaringsejendomme for skiløbere, og et ønske om ejendommene – der netop på afstand – falder ind og ligner bjerglandskabet. Effektivt er det med ski in-ski out, men totalt charmeforladt. Derfor Morzine når jeg booker skiferie i Les Portes du Soleil. Chatel, hvor mine børn iøvrigt lærte at løbe på ski, er en meget spredt by, og det er svært at finde ud af, hvad der egentlig er centrum eller hvor den gamle landsby “befinder” sig.

Starter du dagens skiløb fra Schweiz, så er det ikke så effektivt på som på den franske side af Les Portes du Soleil. Tilgengæld er byerne er mindre, mere mondæne og atmosfæren emmer mere af velhavende familier end af masseturisme.

Det er på den schweiziske side finder du pisten Le Mur. Le Mur var i mange år den piste, hvor der var længst liftkø. For at tage liften ned vel at mærke. Le Mur er ca 1 km og har op til 76 % fald. Puklerne bliver op til to meter. Men så er det heller i værre.

 

Schweiz og Østrig

Samnaun og Ischgl i Silvretta Ski Arena er en danskerklassiker. Post Covid-19 er Ischgl af skilfolk kendt som arnestedet i forhold til de første smittede danskere. Vild afterski, fløjteblæseri osv. Det er en anden historie. I Ischgl fortæller de hellere historien om smuglere, som i årtier på ski gik og løb til Samnaun i Schweiz for at smugle alkohol og faktisk mest mælk og smør til Østrig. Samnaun var og er stadig det eneste toldfrie område i Schweiz.

Med digitale liftkort er det let at måle, hvor vi bevæger os rundt i terrænet. 90 % af Ischgls gæster krydser grænsen til Schweiz. For at komme tilbage til Ischgl kan verdens første gondol i to etager benyttes eller en nyere lift med det mundrette navn Visnitz N2. Den slutter i 2.633 meter på grænsen til Østrig. Bredere sæder med varme, vindskærme samt en støj- og vibrationsfri kørsel er nogle af fordelene ved den nye lift. Ydermere er antallet af sæder fordoblet fra fire til otte. Skiløbet tilbage til Ischgl er for begyndere til den svære side.

 

Schweiz og Italien

Matterhorn Ski Paradise er mit absolutte favoritområde. Hvis jeg kun kunne besøge ét skiområde, ville det blive Matterhorn Ski Paradise med internationalt liftkort. Uden den mindste tvivl. Om, det er på den ene eller anden side af grænsen, afhænger af temperament. Og økonomi. Det er ikke vanskeligt at finde hoteller i Zermatt, hvor prisen pr. overnatning er 10-15.000 danske kroner. Men det er også godt! Breuil Cervinia er mere tilgængeligt, og retfærdigvis skal det siges, at der også er billige hoteller i Zermatt.

Matterhorn

Jeg har efterhånden tilbragt en måned på den italienske side i Cervinia og vel mere end to måneder i Schweiz og Zermatt. Det er der mange grunde til. Kæmpe område – også målt i areal. Ikke sådan noget med at lade en række af træer opdele pisten og så kalde det to pister. Masser at højdemeter. Autentisk italiensk frokost med direkte adgang fra pisten eller schweizisk gourmet. Effektive liftsystem inklusive tog, som både afgår tiden, og som kører året rundt og uanset vejret. Der er mange grunde til at besøge Zermatt og Breuil Cervinia.

Matterhorn Ski Paradise er skiløb for dem, der ønsker højdemeter og lange, udfordrende pister plus værdsætter effektivitet og punktlighed i kombination med italiensk livsnydelse. Er der slet ingen ulemper? Jo! Når det blæser kraftigt, og det gør det i et så højt beliggende skiområde, så lukker hele eller dele af området. Oftest er det dog kun grænsepassagen, og så må du blive på din side af bjerget, hvilket nu heller ikke er så ringe. Båder Zermatt og Breuil Cervinia byder isoleret på fantastisk skiløb. Du kan løbe på ski 365 dage om året i Zermatt og fra november til maj i Cervinia.

Du behøver ikke være nervøs ved at krydse grænsen. Når liftene over grænsen åbnes, så forbliver de åbne resten af dagen, så du kan komme retur. Sådan er det i øvrigt generelt overalt ved landegrænseoverskridende skiløb.

Der er ét must, når muligheden er der. Det er Klein Matterhorn. 3.883 meter over havets overflade, og Europas højeste punkt, du kan nå med lift. Fantastisk nedfart. Både ind i Italien og ved at blive i Schweiz. Fra toppen kan du i et hug løbe tæt på 2.200 højdemeter og 16 km i et stræk (Italien) og 22 km (Schweiz).

Der er i dag to lifter op til Klein Matterhorn. En gondol fra 1979 og den tre år gamle og verdens første 3S-lfit; Matterhorn Glacier Ride.

Liftkapaciteten for Matterhorn Glacier Ride er 2.000 personer i timen, og den kører på ni minutter til Klein Matterhorn 365 dage om året. Det er verdens højeste 3S kabelbane/lift, og den ender i Europas højeste liftstation i 3.883 meter.

Den gamle Klein Matterhorn-lift, der er en gondollift (2 x 100 personer), og som blev taget i brug i 1979, fortsætter i drift. Liften har altid været et af Zermatts største trækplastre sammen med Gornergrat-jernbanen. I 2018 tog mere end 400.000 en tur til toppen – det svarer til omkring 20 % af alle Zermatts turister.

Og så lige for at sætte det hele i perspektiv. Det har kostet 52 millioner CHF at bygge og anlægge den nye lift. Det er mere end 350 millioner danske kroner. For én lift!

 

Hvad er en 3S-lift? 

3S refererer til, at der er tre kabler. Det er et system, der kombinerer det bedste fra en kabinelift med de fordele, en gondollift har. En kabinelift kører på et og samme kabel. Den arm, som bærer kabinen, griber om ét og samme kabel. Det er det kabel, som både bærer kabinerne og trækker dem op (og ned igen). Rundt og rundt. Princippet er ens for træklifte, stolelifte og kabinelifte. Et kabel kører rundt og på det griber en arm (som altså bærer fx en stol eller en kabine).

En gondollift er anderledes. Her kører kablet ikke rundt men op og ned. Normalt kører hjul på gondolens arm på et eller to glidekabler, og så er der ét kabel, som trækker gondolen op. En gondolbane har blot to (store) kabiner. 3S er anderledes. Det er en kombination af kabineliften og gondolbanen. En 3S-lift har to støttekabler. Disse er fastgjort og forankret i dalen og på bjergstationen (som gondolen). To støttekabler giver større stabilitet, når det blæser, samtidig øges passagerkapacitet (to kabler kan bære mere end ét) og giver ydermere mulighed for at køre kabinerne med højere hastighed. Præcis som vi kender det fra gondolbanen. Men det nye med en 3S-lift er, at der er mange kabiner (modsat gondolbanens blot to), og at kabinerne hægter sig på og trækkes op med det tredje kabel.

Matterhorn Glacier Ride har maksimal hastighed på 7,5 meter i sekundet og kan transportere op til 2.000 personer i timen. Den maksimale højde for kabinerne er 198 meter over jorden. Der er tre støttårne, og det største spænd mellem dem er præcist 2.732 meter. Der er efter sigende foreløbig kun femten 3S kabelbaner i hele verden (med prisen i betragtning er det næppe underligt). Matterhorn Glacier Ride overgår alle i højde over havet, længden af ​​spændet mellem støttetårnene med meget mere.

 

Italien og Frankrig

Vialattea. Mælkevejen. Italienske Sestrière, Sauze d’Oulx og franske Montgenèvre. Det kræver hurtige ben at nå fra Sestriére til Montgenévre og retur. Det kan lade sig gøre, men du skal ikke besøge området af den grund. Total er der 410 km pister at løbe på, og hvis det bare er for at krydse en landegrænse, så er der meget mere kvalitet at byde på end at tonse fra den ene ende af området til den anden og så retur.

Der er seks italienske byer i Vialattea: Clavière, Cesana, Torinese, Pragelato, San Sicario samt de to største Sestrière og Sauze d’Oulx. Helt i yderkanten af området og forbundet med Italien er franske Montgenèvre, som er et af Frankrigs ældste feriesteder.

Montgenèvre er med 65 km pister isoleret set et lille område. Men ganske fint område, og hvis det handler om at krydse landegrænsen, så er det her du skal bo.

Montgenèvre lagde i starten af 1900-tallet piste til verdens første internationale skiløb. Det, der engang var glamour og international klasse, er i dag klassisk, charmerende og autentisk. Montgenèvre er en skøn by og skiløbet er ok, men det mest foregår på den italienske side af grænsen.

I dag er det Sestrière, der oftest lægger pister til World Cups og verdensmesterskaber ligesom herrernes olympiske pister for styrtløb og super-G blev afholdt her. Sestrière huser de første højalpine højhuse (hoteller og lejligheder), der runde og ikoniske stadig står og knejser. Pisterne i Sauze d’Oulx er bestemt også anbefalelsesværdige.

Espace San Bernardo er endnu et område, hvor du kan krydse grænsen mellem Italien og Frankrig. Her er der mere ligevægt mellem områderne på hver side af grænsen. Det er de to traditionelle byer franske La Rosière og italienske La Thuile. De ligger på hver side af det historiske Petit Saint Bernard-pas, og her i 1.441 meters højde ses ruinerne af det fort, der skilte landene, og som italienerne sprang i luften under 2. verdenskrig. Faktisk var området skueplads for kampe mellem Italien og Frankrig både under 1. og 2. verdenskrig.

La Rosière er en relativ moderne by, hvor husene er bygget sten, træ og skifer. Mange af pisterne er sydvendte. Det betyder mere sol, hvilket mange sætter pris på – særligt i den tidlige del af sæsonen. Mens pisterne i La Thuile i langt overvejende grad er nordvendte, hvilket så har den fordel, at sneen ligger længere og i mindre omfang bliver opkørt og slush ice.

Husk at stoppe og nyde udsigten. Nærmest alle steder fra. Fra stort set alle spot i La Thuile-området kan du se Mont Blanc og den største gletsjer, som i fugleflugt blot ligger ca 10 km fra byen. Hvis du ved, hvad du skal spotte, og der er heldigvis hjælp i form at bjergkort ude i terrænet, kan du også se Matterhorn (italienerne kalder i øvrigt dette bjerg Mont Cervin).

 

Italien og Slovenien

Stella Nevea og Kanin-Bovec er det seneste grænseoverskridende skiområde, der er åbnet i Europa. Det er mellem Slovenien og Italien, og det er i 2010, at forbindelsen – gondollift – over de julianske alper (opkaldt efter Julius Cæsar) blev åbnet. Hver gondol tager op til 100 personer, og på under fem minutter er du transporteret fra det ene til det andet land.

Her er ikke så meget skiløb at komme efter. Men meget snesikkert pga klimaet. Her er flere toppe på plus 2.000 meter, og på klare dage kan du se Adriaterhavet.

Grænseoverskridende skiløb er sjov. Men det sjovest er nu egentlig blot at løbe på ski. God fornøjelse – husk passet.

Forrige artikelSt. Anton er for alle
Næste artikelDanskere med succes i udlandet: Eske Rønnau
Avatar photo
Per Henrik Brask, ski- og cykelekspert. Alle skisteder har noget at byde ind med, og gennem egne erfaringer beskriver Per Henrik, hvilke gæster som får størst glæde af skiområdet. Der er en form for brugsanvisning til destinationen. Per Henrik er forfatter til foreløbig otte bøger om cykling og skiløb samt et utal af artikler.