Har du besøgt Tignes eller Val d’Isere, så har du med høj sandsynlighed stiftet bekendtskab med den ikoniske kabinelift fra La Daille til Folie Douce. Men nu er 52 års historie slut. La Daille kabineliften har siden 1966 kørt på strækningen fra bydelen La Daille i Val d’Isere op til, hvor det legendariske afterskisted La Foile Douce ligger i dag. Men som et led i en stor milliardplan, som i disse år bliver rullet ud i Espace Killy, har den gamle La Daille kabinelift kørt sin sidste tur.

I maj 2018 blev nedrivningsarbejdet påbegyndt, så der kunne blive plads til en ny kabine, som stod klar allerede til sæsonstart 24. november 2018/19.

De nye kabiner er designet af den italienske designer Pininfarina, som tidligere har designet for blandt andre Ferrari og Maserati, og så er der også en 4 personers VIP kabine blandt de 50 nye kabiner.

 

Over 3 gange så mange mennesker i timen

Den oprindelige La Daille kabinelift kunne transportere 4 personer pr. kabine, og den er nu blevet erstattet af 50 moderne 10 personers kabiner med både varme i sæderne og WIFI. Udover en væsentlig opgradering i komfort, så vil den nye kabine øge kapaciteten markant. Transporttiden halveres fra tidligere at have ligget på op til 9 minutter til kun 4 minutter og 30 sekunder. Det betyder ligeledes, at La Daille kabinen fremadrettet vil kunne løfte 2.800 skigæster til tops i timen, en væsentlig forbedring holdt op imod at den originale lift kun kunne tage 933 personer i timen.

 

Gondolen kører lige til baren

Den nye kabinelift vil have en identisk rute med den oprindelige La Daille lift, fra 1802 meters højde henover World Cup pisten Oreiller Killy op i 2294 meters højde, hvor kabinen ligesom tidligere har bjergstation ved La Folie Douce. Dette er dog blevet mere integreret end tidligere, da man med den nye kabine kan komme direkte fra liften ind på terrassen til afterskistedet.

 

Projektet er som nævnt en del af en større plan for Espace Killy og har i sig selv et budget på 10 millioner euros. Og der er ikke sparet på noget. I bunden af La Daille liften er der ligeledes opført et nyt hus til at kunne rumme den nye lift. På 100 kvadratmeter vil man her kunne finde både en information og salg af liftkort.

Én ting som ikke forandrer sig ved generationsskiftet er, at den nye La Daille kabine ligesom den gamle vil gøre det muligt at komme til og fra La Folie Douce til fods uden ski eller snowboard.

 

Facts om den nye La Daille kabinelift:

– Kapacitet: 2800 personer i timen

– Hastighed: 6 meter i sekundet

– Transporttid: 4 minutter og 30 sekunder

– Antal kabiner: 50