De fleste har lagt mærke til snowparkerne på skisportsstederne og set klip fra OL, hvor unge skiløbere og snowboardere kører på store hop, rails og bokse, mens de snurrer rundt i luften på akrobatisk vis.
Af Rasmus Dalberg Jørgensen og Morten Agersnap. Fotos af Andreas Mørch Secher
Det er meget imponerende og for mange unge er denne form for ski og snowboardløb dragene og noget de vil bruge sæsoner på at lære at mestre.
For mere almindelige skiløbere, kan det være svært at forstå, begreberne, reglerne og konkurrenceformen.
Derfor tager vi her et kig på den populære sport, som på kort tid er blevet en stor del af skiløb.
For at være helt sikre på, at vi har styr på det, har vi allieret os med Danmarks, resultatmæssigt bedste slopestyleskiløber gennem tiderne, Rasmus (DJ) Dalberg Jørgensen.
Baggrund
Slopestyle er en disciplin, som sammen med halfpipe, tilhører ”New School-freestyle. Der findes flere discipliner i sporten, men slopestyle og halfpipe er OL-disciplinerne, og dermed dem som kommer bredest ud og derfor er dem som flest kender.
”New School”-æraen startede i slutningen af halvfemserne, og udviklede sig ud fra den klassiske freestyle. Siden halvfjerdserne havde man konkurreret i aerials, skiballet og pukkelpiste. Udviklingen i ”Old School Freestyle” var på mange områder stagneret, og den nye generation af skiløbere havde ikke rigtigt DNA i det og søgte noget som var deres eget. Samtidig havde snowboarderne fået vind i sejlene, og de kørte og lavede tricks på hop og i ”halfpipes” inspireret af skateboardkulturen.
I Canada begyndte en flok unge at kopiere snowboarderne og køre på hoppene og i pipes’ne på ski, og de overførte nogle af de tricks man brugte på hoppene i pukkelpiste. Hurtigt blev tricks’ene udbygget og man lavede flere rotationer og begyndte også at lave tricks med hovedet nedad og rotationer ude af akse. Desuden blev grabs som man kender fra skateboard og snowboard en vigtig del af den nye stil.
Skiproducenterne så hurtigt potentialet i den nye sport og begyndte at udvikle ski der kunne bruges til de nye tricks. Det mest revolutionerende var, at der også kom skovle på bagenderne af skiene, så man kunne køre og lande baglæns!
Herfra er det kun gået fremad og udviklingen indenfor freestyleski og snowboard er stadig kæmpe stor og har forplantet sig til andre discipliner. De nye discipliner bliver ikke længere kaldt New School Freestyle, men går blot under fællesbetegnelsen Freeskiing. I dag er der blandt andet kommet øget fokus på freestyletricks i freeridesport og sjovt nok er nogle af tricksne fra den nye stil også blevet implementeret på hoppene i pukkelpiste!
Konkurrenceformen
Selv om freestyle, som navnet antyder, oprindeligt var et brud med faste former og kasser man skulle passe ind i, er det lidt pudsigt, at både Old og New School er blevet til faste OL-discipliner, hvor der er relativt faste regler for udførelsen. Dog kan man sige, at uanset om det er i OL eller til nogle af de store kommercielle konkurrencer, som X-Games, så er det udøveren, som suverænt bestemmer, hvordan man takler slopestylebanen. Noget tyder dog på, at der bliver lagt mere vægt på innovation i de kommercielle konkurrencer end til OL og VM!
Konkurrencen afgøres af dommere, som bedømmer løberne på baggrund af stil, sværhedsgrad, alsidighed, kontrol og kreativitet. Ud fra disse kriterier gives en score på mellem 0 og 100 point.
Kriterierne vægtes lige højt. Således kan det ikke betale sig at lave et svært trick, hvis man ikke har kontrol, ligesom det ikke bliver vægtet højt at lave det samme (svære) trick flere gange. Her vil alsidighed i form af switch (baglæns) afsæt og landing, rotationer begge veje og forskellige grabs vægte højere.
Udover disse kriterier, kan man groft sagt inddele konkurrencen i to elementer, nemlig rails og hop.
Igen vægtes begge dele lige højt, men der er stor forskel på de to elementer.
Hop
På en slopestylebane er der typisk 3-4 hop. Alle er store, men det er typisk, at sidste hop, som ofte omtales som ”Money Booter” er det største, hvor man kan sætte flest rotationer og flips på.
Som nævnt er det vigtigt at man viser alsidighed på de forskellige hop. Derfor ser man tit, at løberne roterer skiftevis mod venstre og højre på hoppene. Derudover sørger de også for at lande baglæns (switch) på mindst et af hoppene for at sætte baglæns af på det næste (det er ikke god stil at skifte retning mellem hoppene). Desuden kan man lave forskellige grabs ved at holde fast forskellige steder på skiene eller boardet i luften. Endeligt kan man også holde forskellige kropspositioner gennem rotationerne.
Alle disse tricks og kombinationer har navne på ”freestylesk” som for mange almindelige mennesker lyder som det rene volapyk. Men der er lidt mening med udtrykkene Her kommer et par oversættelser.
180 – halv gang om egen akse (lander baglæns)
360 – én gang om egen akse – giver sig selv.
540 – 1½ gang rundt (lander baglæns)
720 – 2 gange rundt
900 – 2½ gange rundt (lander baglæns)
1080 – 3 gange rundt
1260 – 3½ gange (lander baglæns)
1440 – 4 gange
1620 – 4½ gange (lander baglæns)
Sætter man et switch foran betyder det, at man sætter af baglæns. For at gøre det hele lidt lettere (eller måske fordi mange freestylere er teenagere) omtales rotationerne ofte kun med første tal! så en 3’er er en 360’er og en switch 9 er 2½ gang rundt fra baglæns og dermed til forlæns landing!
Freestylerne ynder at gøre det ude af aksen!!! det vil sige, at rotationen ikke er lige op og ned men ”på skrå” – sådan at det hverken bliver en almindelig skrue eller salto. Det kalder de cork – efter en proptrækker (cork screw, på engelsk).
En cork er således en enkelt rotation, mens en double-, trippel- og quad-cork hhv. er 2, 3 og 4 gange ud af aksen. En double cork 12 er dermed to rotationer op og ned og 3½ om egen akse.
Her kunne det i øvrigt være let at tro, at sværhedsgraden stiger, hver gang man sætter ekstra rotationer på på en af lederne. Men så enkelt er det ikke. Nogle gange kan det nemlig være sværere, at få et lavt antal rotationer om egen akse til at passe med corkbevægelsen. Således har mange sværere ved at lave en double cork 7 end en double 12!
Af andre Freeski hoptricks kan nævnes
Bio – det modsatte af cork, dvs. man tilter kroppen fremad istedet for bagover.
Rodeo – i gamle dage var definitionen en lincoln 180’er – dvs. sidelæns salto med halv skrue. I dag bruges rodeo om de fleste ude af aksen rotationer, som på et tidspunkt er helt inverterede (altså med hovedet nedad).
Misty – forlæns salto med skrue
Flatspin – forestil dig at du sidder på en stol med benene strukket ud foran dig. Så er det dine fødder, der roterer rundt om overkroppen.
Alle tricks kan også laves som butter og switch butter. Her laver man den første halve rotation på afsættet, altså på sneen.
Grabs
Et grab skal helst tages og holdes så længe som muligt igennem et trick. Hvis man får godt nok fat, kan man tweake grabbet, hvilket betyder man holder fast imens man strækker kroppen ud.
Der er forskellige typer af grabs. Nogle lige under foden – fx. Safety, Japan, Mute, Critical og Brewbery. Andre grabs er tættere på tip og tail af skiene – fx. Nose, Nosemute, Tail og Blunt. Det giver som udgangspunkt flest point at tage de grabs, der er sværest at nå.
Vælger man at grabbe med to hænder giver det også flere point, da man ikke har mulighed for at korrigere balancen med en fri hånd. De hedder fx. Truck driver, double japan, bow n’ arrow, octo, venom og double versioner af de almindelige grabs, hvor man bare bruger begge hænder istedet for kun en.
Der opfindes hele tiden flere grabs; noget af det der er moderne i øjeblikket er seatbelt grab, hvor løberen tager armen på tværs foran og rundt om kroppen og grabber højre hånd til højre ski. Det kræver en del smidighed og balance.
Rails og bokse.
Den anden del af slopestyle gennemløbet handler om rails, bokse eller andre ”obstacles” som er den engelske fællesbetegnelse.
Man slider med siden til på obstacles’ne. Her kan man altså have højre eller venstre ben forrest, ovenikøbet kan man ændre undervejs! Så hedder det et switch-up, eller mere moderne “Swap”; man kan hoppe af og på med en eller flere rotationer. Her er tallene pludselig lidt anderledes, fordi, man lander sidelæns og dermed regner i kvarte. Trekvart er en 270’er eller 2’er fem kvarte er 450’er eller 4’er; herefter 6’er og 8’er osv.
Man kan variere på mange måder. Man kan rotere den ene vej på og den anden vej af – det hedder en pretzel.
Vælger man kun at slide med den bagerste fod på railet, hedder det backslide, og frontslide hvis man kun bruger den forreste.
Dertil snakker man om front side og blind side, alt efter om man roterer forlæns eller baglæns på og af.
En front side bliver betragtet som den letteste vej, fordi det er den vej man kigger. Også derfor at blind side har fået sit navn.
Her hopper man nemlig af eller på med ryggen til. Igen handler det om i konkurrencesituationen at vise man mestrer begge dele. Det giver ikke bedre score kun at gå af og på blind side, selv om det er sværere.
På ”freestylesk” hedder det altså 2 frontside på, blind side 4 af, hvis man laver trekvart rotation med brystet op på boksene eller railet og en og en kvart rotation af med ryggen til.
Også på rails kan man gå switch på, som groft sagt fordobler de i forvejen mange kombinationer!
Kommet for at blive
Slopestyle som konkurrenceform er sikkert den mest populære af de forskellige freeski discipliner. Det skyldes nok, at det er det de fleste kan forholde sig til, fordi et gennemløb minder om det man kan lave i de fleste snowparks over hele verden. Det er hoppene og rails/boksene, der trækker de unge til i store mængder, og i konkurrencerne kan de se hvad forbillederne kan præstere.
I og med, at udviklingen stadig er så stor i New School freestyle, vil det helt sikkert være populært mange år frem. Skisportssteder med respekt for sig selv har også indset det og bygger fede snowparks, hvor ”unge i alle aldre” kan boltre sig og hænge ud.
På den nyåbnede, Copenhill i København, har man også vægtet freestyle højt, og har lavet et fedt område med masser af bokse og rails. Det giver unge københavnere muligheden for at træne den del af slopestyle hjemme året rundt. Det er ikke utænkeligt, at det kan være med til at fremme talentudviklingen så meget, at vi inden for en årrække kan se danske deltagere i OL og X-Games-konkurrence!
Vi andre kan så få endnu flere muligheder for at øve os på tricknavne og tælle rotationer… Det er ikke sikkert vi får 100% styr på det, for selv eksperterne, der kommenterer de store konkurrencer, har svært ved at følge med og tælle rotationer den ene og den anden vej, op og ned og hvor grabsene bliver sat helt præcis. Alligevel er det noget af det mest underholdende og seervenlige sport-tv der bliver produceret og flere og flere får den vej øjnene op for sporten.
