Bindingernes primære funktion er at de skal ’binde’ skien fast til støvlen. Ikke at de skal udløse.
Det kan være mindst lige så farligt, at bindingerne udløser for let.

Foto: Jakob Skov

 

Skisikkerhed har i de seneste år fokuseret på brugen af hjelme og rygskjold. Selvom disse utvivlsomt er hensigtsmæssige, har det betydet at andre sikkerhedsmæssige tiltag – der er knap så synlige – er blevet negligeret. Hvis der af udstyrsmæssig vej skal ske en skadesreducering, vil det imidlertid betyde mere at fokusere på at indstille bindingerne korrekt.

Den åbenlyse indstilling er at indstille bindingernes fjedre, der bestemmer hvor let de udløser.
Her findes der hos mange skiløbere en impuls, at sætte bindingerne for lavt … så man er sikker på at de falder af. Don’t go there. Det er mere farligt, hvis de falder af for let.
Tallene sættes ikke efter din vægt, men efter hvor meget tryk du påfører skiene. En del af dette tryk er selvfølgelig påvirket af din vægt, men det er faktisk endnu mere betydningsfuldt hvordan du kører. En rigtig god juniorløber (fx 65 kg.) der kører hurtige carvingsving, skaber ofte større tryk end en fuldvoksen turistskiløber. Juniorens binding bør derfor fx stå på 10.

Den mere oversete indstilling er støvlestørrelsen. Selvfølgelig passer din støvle ned i din binding – men det er langtfra sikkert at hælen klikker præcist ned i bagbindingen. De flestes bindinger er faktisk en smule for små eller store – og dette betyder at bindingen ikke udløser som den skal. Denne lille justering minimerer ofte skadesrisikoen mere end en hjelm.
Afslutningsvis skal der ’under tæerne’ ofte være lidt luft mellem støvlen og bindingen.